fbpx

Funny Legend rundede tre millioner i Bloomers’ Vase (L)

Stall E & F’s 5-årige hoppe Funny Legend har efterhånden vundet rub og stub af de store skandinaviske hoppeløb mellem 1600 og 2000 meter, og tirsdag aften kunne hun føje Bloomers’ Vase (L) over 1600 meter på Täby til den lange meritliste.


Kun seks deltagere var til start i opgøret, og der blev lagt ud i et hårdt udgangstempo af argentinskfødte Poliaurea/Gustavo Solis, der i sin seneste start havde vundet Bloomers’ Trial foran Bent Olsen-trænede Danish Shopping.

Netop Danish Shopping var med igen, men hun blev som vanligt redet bag pacen af jockey Manuel Martinez, hvilket betød at da det hårde tempo i opløbet begyndte at påvirke Poliaurea, ja så kunne Danish Shopping skyde frem udvendigt og en kort overgang så hun ud til at være en lille trussel imod Funny Legend. Men Funambule-datteren er bare i en klasse for sig selv, og da Fredrik Johansson endelig gav hende marchordre skød hun frem til en sikker halvanden længdes sejr, mens Danish Shopping tog andenpladsen foran Poliaurea. Miss The Boat blev fjerde foran Azolla, mens Miss Commotion sluttede sidst i feltet.

Der var 117.500 kroner i førstepræmie til Funny Legend, der dermed rundede de tre millioner kroner i samlet præmiesum. Funny Legend har nu vundet 15 af sine 22 karrierestarter, og kun tre gange i hele sit liv er hun sluttet uden for de tre første.

Den Wido Neuroth-trænede superhoppe står – i øvrigt ligesom Danish Shopping – tilmeldt de tyske Gruppe-3-løb Fährhofer Stutenpreis i Hamborg den 19. juli. Det var dette løb Søren Jensen-trænede Eyeq vandt for to år siden, og med den klasse både Funny Legend og Danish Shopping holder er det bestemt ikke umuligt at de begge kan få med udfaldet at gøre på Hamburg-Horn.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top