Funny Legend overlegen i M & T Klaveness’ Minneløp (L)

Torsdag aften vandt Wido Neuroth-trænede Funny Legend sit livs 21. sejr, da hun knusende overlegent vandt Morten & Torvald Klaveness’ Minneløp (L) over 1600 meter.


Som vanligt havde Fredrik Johansson Funambule-datteren placeret langt tilbage undervejs, men da pladsen til angrebet endelig kom skød superhoppen let frem og afgjorde i få galopspring opgøret med fem længder før Pulliwilline/Yvonne Durant og Miss The Boat/Pascolina Pinto, mens Vigelegere/Mark Larsen sluttede godt af til fjerdepladsen foran danske Here She Comes/Nicholas Cordrey.

Dette var Funny Legends første sejr i Morten & Torvald Klaveness’ Minneløp (L), og førstepræmien var 125.000 norske kroner værd. “Det er uigenkaldeligt sidste sæson for hende, og så må vi se om vi kan finde en passende hingst til hende”, fortalte Stald E & F’s repræsentant Terje Finnbråten i det efterfølgende sejrsinterview på Øvrevoll.

Dagens anden hovedbegivenhed, Major Chr. F. Michelets Minneløp over 2800 meter blev vundet af Stutteri Hjortebo-opdrættede Brown Tea/Carlos Lopez, der overlevede en voldgiftssag imod Arnfinn Lund-duoen Omoto Sando/Kim Andersen og Mick’s Legend/Pascolina Pinto. Final Appearance-sønnen Brown Tea trænes af Olle Stenström i Stockholm, og det var hestens tredje sejr i 2007.

Tidligere på dagen havde Wido Neuroth for anden uge i træk serveret en overlegen 2-årsvinder i form af Dashing Blade-sønnen Lech, som med Fredrik Johansson på ryggen henviste Maria Møy/Carlos Lopez til andenpladsen med 3½ længde. Lech, der er opdrættet i Tyskland, kommer ifølge Wido Neuroth til at tilhøre årgangstoppen i år og næste opgave bliver formentlig The Heatherwold Cup hjemme på Øvrevoll.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top