fbpx

Fredrik Johansson skal opereres i nakken

Den svenske topjockey Fredrik Johansson har ikke været i sadlen siden den 21. april, hvor han vandt sin første sejr efter sit seneste skades-comeback.


Siden har der været stille omkring Johansson, der har været til alskens lægeundersøgelser og nu endelig har fået stillet en diagnose, som kræver operation i nakkeregionen.

“Hvis du forestiller dig en normal menneskenakke, og den ser ud som et C – så ligner min nakke et S”, forklarer Johansson torsdag aften til galopsport.dk, og fortsætter:

“Det drejer sig i bund og grund om forsnævringer af en række nakkehvirvler, og disse skal rettes ud via et kirurgisk indgreb på onsdag i næste uge”.

Fredrik Johansson kan heldigvis springe den offentlige kø over når det gælder operationen, og indgrebet foretages på en privatklinik i Oslo.

“Det er dygtige læger, og de har givet mig en tidshorisont på seks til otte uger fra selve operationen og til jeg er tilbage i sadlen igen”, lyder det opmuntrende fra Fredrik, som dermed har udsigt til at kunne nå tilbage til den svenske Derby Dag den anden søndag i august.

Johansson skrev i vinterpausen en såkaldt “retainer” med den norske storhesteejer Nils-Petter Gill, der bl.a. ejer topnavne som Without Fear, Silver Ocean og 3-årige Pal O’Mine.

Der venter dermed en række rigtig gode storløbsridt på svenskeren, når han atter er tilbage i sadlen om godt to måneders tid.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top