fbpx

Fredrik Johansson fjerde i Tysk Oaks (Gr.1)

Det lykkedes ikke Skandinaviens “Dettori” at vinde karrierens første Gruppe-1-løb søndag eftermiddag i Düsseldorf.


Svenske Fredrik Johansson havde fået ridtet på Hans Blume-trænede Scoubidou i det klassiske tyske Gruppe-1-opgør, og spillerne viste al mulig respekt for Johanssons evner ved at gøre ham til næstfavorit i totalisatoren. Og da favoritten Miramare/Terry Hellier blev bortvist fra start sprang bokslågerne op med Scoubidou som den mest spillede.

Fredrik Johansson forvaltede sine chancer på bedste vis. Han gav hoppen et godt løb pakket ind lige bag de forreste, og i slutningen af svinget avancerede han frem på andenpladsen hvorfra Scoubidou skulle bevise at hun også var god nok til at gøre arbejdet færdigt. Desværre blev det ikke tilfældet, for førende Mystic Lips/Andreas Helfenbein havde langt mere hurtighed og trak tidligt i opløbet fra til det der endte med at blive en knusende overlegen sejr på fem længder.

Scoubidou kunne heller ikke svare op på angreb fra Dominante/Micky Fenton og Avanti Polonia/Andrasch Starke, men Fredrik Johansson fik kæmpet sig til fjerdepladsen et kort hoved før kollegaen William Mongil på Naomia.

Fjerdepladsen var 20.000 euro værd, hvoraf Fredrik Johansson efter de tyske regler får fem procent.

Inden det tyske Oaks havde Fredrik Johansson taget en tredjeplads på ryggen af Blume-trænede Soverign Dancer, og dagen sluttede med endnu en fjerdeplads – denne gang Nordic Waltz for samme træner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top