Første Geniale-afkom til start på Bro Park

Deep Impact-sønnen Geniale, som stod til avlstjeneste igennem tre bedækningssæsoner i Sverige, er lørdag repræsenteret ved sit første startende afkom i et 2-årsløb over 1400 meter på Bro Park.


Geniale stod opstaldet i Sverige gennem tre bedækningssæsoner fra 2020 til 2022. Foto: Decamond Racing.

Det er Annika Sjökvist-trænede Allegretto, som ejes af Racehorses and Bubbles 1, som bliver den japanskfødte avlshingst første startende, og det sker med en vis interesse fra flere svenske opdrættere.

Geniale nåede nemlig at bedække 76 hopper i løbet af sine tre år i Sverige mellem 2020 og 2022, og han står nu registreret med 28 levende afkom i det svenske sportssystem.

Allegretto er én ud af seks 2-årige, og dertil kommer 13 nuværende åringer og ni føl.

Geniale, som selv er første afkom ud af HH Aga Khans tredobbelte Gruppe-1-vinder Sarafina (Refuse To Bend), blev efter bedækningssæsonen 2022 flyttet til Italien. Som aktiv vandt han bl.a. Gruppe-3-opgøret Prix Messidor over 1600 meter på Maisons-Laffitte.

Breeze Up-importen Black Bear kostede 100,000 pund i Doncaster og vandt overlegent i sin debut for Jacob Johansen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Nogen let debut bliver det definitivt ikke for Allegretto i morgen, for han møder Patrick Wahls potentielt bedste 2-årige hest, Sioux Nation-sønnen Black Bear, og én af Roy Arne Kvislas mere end nyttige importer, Frankie’s Girl (Magna Grecia).

Black Bear vandt overlegent med seks længder i sin debut over 1200 meter den 3. december, og at han nu får 200 meter længere distancer ser kun ud til at være en fordel.

Bro Parks sæsonfinale blev tidligere på ugen flyttet en dag frem fra søndag til lørdag, og første løb rides kl. 11:25.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top