Helena og Tor Harry Sigfridsson skød påsken i gang med fuld fart, da de onsdag morgen mellem kl. 4 og 5 bød to hingstføl til verden med blot en halv times mellemrum. “Sønner af Red Cactus og Juniper Tree”, fortæller Helena Sigfridsson til GalopSport.

Helena og Tor Harry Sigfridsson købte Mahina direkte ud af træning fra Godolphin på Goffs November Breeding Stock Sale i 2020, og den ustartede New Approach-datter Mahina folede for anden gang i sit liv. Efter i fjor at have bragt en søn til verden efter nu afdøde Rock Of Gibraltar (Danehill), fik hun denne gang en hingst efter Red Cactus (Hard Spun).
Mahina er ud af Listed-vinderen Moonlife (Invincible Spirit), der desuden var anden i Oh So Sharp Stakes (Gr.3). Tredjemoderen Lady Bentley (Bellypha) vandt bl.a. Oaks d’Italia (Gr.1), og længere nede i moderlinjen finder man bl.a. også den tidligere skandinaviske 3-årschampion og senere topsprinter og avlshingst Shawdon.

14-årige Latitude (Lateral) folede også en hingst, der er ganske nært relateret til Stall Sigfridssons hidtil mest meriterede opdræt – Ascot Brass (Juniper Tree).
Latitude er nemlig halvsøster til Ascot Brass, og det nyankomne hingstføl deler i Juniper Tree (Galileo) også far med den Gruppe-2-placerede multimillionøse.

Latitude vandt selv fire gange i 16 starter og tjente lige under en million svenske kronor i løbskarrieren, og i stutteriet har hun produceret fire vindere ud af lige så mange startende afkom – heriblandt Midnight Oil (Wilshire Boulevard) med 80 og Alchemist (Sinndar) med 83 i handicap.
Også i 2021 fik Latitude et hingstføl efter Juniper Tree. Han er døbt Duke Of Hastings og er gået i træning hos Patrick Wahl på Bro Park.
