fbpx

Føltid: No Nay Never-hoppe ud af søster til Tapit har folet i Nordjylland

For få måneder siden importerede Karen Grethe og Poul Erik Jensen den 5-årige No Nay Never-datter Silver St Cloud fra Irland til Danmark. Silver St Cloud er ud af en vindende halvsøster til den levende legende Tapit, og mandag aften producerede hun sit første afkom – en hingst efter 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen Galileo Gold.


Silver St Cloud (No Nay Never) med sit hingstføl efter 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen Galileo Gold (Paco Boy). Foto: Karen Grethe Jensen.

Silver St Cloud er opdrættet af japanske Yusuke Ichakawa og tilhører den ene af to årgange efter No Nay Never (Scat Daddy), som blev undfanget til hingstens med nutidens briller ret lave bedækningstakst på 17,500 euro.

I 2023 bedækker No Nay Never således til den 10-dobbelte takst, efter et sensationelt 2022 som far til bl.a. de 2-årige Gruppe-1-vindere Blackbeard, Little Big Bear og Meditate, samt til July Cup (Gr.1)-vinderen Alcohol Free.

Efter en løbskarriere hvor Silver St Cloud kun startede seks gange og som bedst var fjerde i et handicap over 1600 meter på Dundalk, blev hun i fjor sat i fol for første gang.

Valget faldt på den engelske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Galileo Gold (Paco Boy), som med sin første årgang i fjor bl.a. blev far til Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Ebro River.

Galileo Gold vandt 2016-udgaven af Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1) foran blivende avlshingste som Massaat (Teofilo), Ribchester (Iffraaj), Buratino (Exceed And Excel), Air Force Blue (War Front) og Marcel (Lawman).

Senere på sommeren vandt hingsten også St. James’s Palace Stakes (Gr.1) under Royal Ascot foran The Gurkha (Galileo) og Awtaad (Cape Cross).

Tally-Ho Studs 2000 Guineas (Gr.1)- og St. James’s Stakes (Gr.1)-vinder Galileo Gold er bl.a. far til Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Ebro River. Foto: Tally-Ho Stud.

Udover at være efter No Nay Never, er Silver St Cloud ud af den japanske 3-årsvinder Pisa No Tiffany (Fusaichi Pegasus), som selv er halvsøster til USAs levende legende Tapit (Pulpit).

Tapit vandt bl.a. Wood Memorial (G1) i sin aktive løbskarriere, men det er hingstens indflydelse som Champion Sire i den amerikanske avl, som for evigt vil gøre ham til ét af historiens største navne.

Han er den nulevende avlshingst med flest Gruppe/Grade-1-vindere, “All Time Leading Sire by Earnings” i USA, og bedækningstaksten lå i en årrække på $300,000. Han står nu til $185,000 på Gainesway i Kentucky.

Tapit er bl.a. far til den ubesejrede storfavorit til årets Breeders’ Cup Classic (G1), Flightline. Foto: Gainesway.

Tapits mest berømte afkom til dato er naturligvis Flightline, der gik ubesejret igennem karrieren, og efter sin opvisning i Breeders’ Cup Classic (G1) blev vurderet som den bedste dirt-hest siden de internationale ratings blev indført. Kun én hest i historien har generelt set været lige så god som ham, og det er Frankel (Galileo).

Tapits halvsøster er udover Silver St Cloud også mor til en 3-årsvinder efter New Bay (Dubawi) i Japan, og hun er mor til en 2-årig hingst efter Into Mischief (Harlan’s Holiday), som blev solgt for $350,000, samt en nuværende hingståring efter Kentucky Derby (G1)- og Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vinderen Authentic (Into Mischief).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top