De danske opdrættere har været flittige købere på de europæiske auktioner i år, og foruden de tidligere omtalte køb, har Dansk Galop noteret yderligere seks importerede avlshopper i Deauville.
Berner Olsen fik to heste med hjem fra Frankrig. For 7.000 euro fik dyrlægen først hammerslag på 4-årige Brilliant Star (Sendawar – Briesta v. Cresta Rider). BrilliantStar forulykkede som 2-årig og kom aldrig til start, men hun er halvsøster til gode Brilliance (Priolo), der både vandt Prix Saint-Alary (Gr.1) og Pris Penelope (Gr.3), foruden at være tredje i det franske oaks Prix de Diane Hermes (Gr.1), Prix Vermeille (Gr.1) og Irish Oaks (Gr.1).
Moderen Briesta er selv halvsøster til avlshingsten Dictator’s Song. Brilliant Star venter sit første føl til april, og hun er i fol ved Polish Precedent-sønnen Le Fou, der er halvbror til selveste Montjeu.
Berner Olsen var senere på pletten igen og sikrede sig for 5.000 euro den 7-årige hoppen Starinna (Mendocino – Grisonnante v. Kaldoun). Starrina har heller aldrig startet, men hun er helsøster til den fabelagtige hoppe Starine, der i sin flotte karriere vandt både Breeders’ Cup Filly &Mare Turf (Gr.1), Matriarch Stakes (Gr.1) og Diana Handicap (Gr.2) i Nordamerika. Starinna er ligesom Berner Olsens første køb i fol ved Montjeus halvbror Le Fou.
Niels Højsager handlede med selveste Aga Khan Studs og sikrede sig for 10.000 euro den 11-årige Bright Tessa (Rahy – Bright Asset v. Private Account). BrightTessa vandt to løb og over 50.000 US$ i sin karriere i USA, og i avlen har hun bl.a. leveret Linamix-sønnen Britix, der er vinder af fem løb i Frankrig. Bright Tessas mor Bright Asset vandt fem gange incl. Vallejo Stakes (L) og hun var desuden tredje i Bay Meadows Oaks (L). Bright Tessa er ifolet ved Aga Khans avlshingst Kalanisi og forventes allerede at nedkomme i begyndelsen af februar.
Patrick Tsang betalte 12.000 euro for den 13-årige Summer Beauty (Cadeaux Genereux – Try The Duchess v. Try MyBest), der er vinder af syv løb i Tyskland og mor til den Listed-placerede Sunny. Hendes 2-årige afkom Sweet Montana (Lando) har startet to gange i år, hvilket er resulteret i en sejr og en placering.
Summer Beauty er halvsøster til den Listed-placerede Barrentes og vinderen Uncharted Waters, der i sin tur er mor til den dobbelte Listed-vinder Land ‘n Stars. Summer Beautys mor Try The Duchess var en tidlig 2-årig der bl.a. vandt Bonusprint Champion Two Year Old Trophy (L). Den nyindkøbte avlshoppe er i fol ved Seattle Dancer og opstaldes på Bechmann Stud i Nordsjælland.
Stutteri Hjortebo, der tidligere på samme salg købte Cyrano de Bergeracs søster Fille Dansante, fik for 6.000 euro hammerslag på 12-årige Queen Mat (Fairy King – Miss Mat v. Matahawk). Queen Mat er vinder på Maisons-Lafitte og i avlen mor til to vindere. Hun er halvsøster til Prix Exbury (Gr.3)-vinderen Matarun og Grand Prix de Marseille (L)-vinderen Milford Track, samt den Listed-placerede Miss Alabama. Hoppen er i fol ved Gruppe-2-vinderen Martaline og foler allerede i midten af januar 2007.
Jens Peder Sønderskov købte et rigtig interessant føl – en hoppe født 6. marts i år efter Green Tune og Hennesy-datteren Soul Surfing. Soul Surfing er en ustartet halvsøster til bl.a. Classic Trial Stakes (Gr.3)-vinderen True Hero, samt Miswaki-hoppen Patently Clear, der igen er mor til tre Listed-vindere i Japan. Soul Surfings mor Badge Of Courage startede aldrig selv, men hun har papirerne i orden som søster til en lang række prominente navne som Tentam, der vandt både United Nations Handicap (Gr.1), Governor Stakes (Gr.1) og Metropolitan Handicap (Gr.1), den i Skandinavien velkendte Known Fact, der både vandt Middle Park Stakes (Gr.1) og 2000Guineas (Gr.1) i Newmarket. Derudover er hun søster tilhoppen Secrettame, der igen er mor til avlshingstene Gone West og Lion Cavern.
Føllets fader Green Tune vandt det franske 2000 Guineas – Dubai Poule d’Essai des Poulains (Gr.1) og Prix d’Ispahan (Gr.1), og Jens Peder Sønderskov måtte betale 18.000 euro for at sikre sig det velafstammede individ.