Søndagens løbsdag på Øvrevolls sandbane bød på den fjerde sejr i træk til Knut O. Arnesens No Nay Never-søn Canmore. Carlos Lopez red fire vindere, hvoraf de tre var for arbejdsgiveren Niels Petersen, og så satte Wido Neuroth en trippel med I Apple som den bedste.
Ejerduoen Lars Arne Larsen og Knut O. Arnesen har en ren sejrsmaskine i 3-årige Canmore (No Nay Never). Søndag eftermiddag vandt den brune vallak sin fjerde sejr på stribe og femte i alt i 2022, da han på trods af et kilos overvægt let besejrede Herewegodandy (Dandy Man) med let over en længde.
Canmore er ud af den 10-årige Tale Of The Cat-hoppe Alabama Ashley og kostede blot 5,000 guineas på Tattersalls February Sale tidligere på året, hvor hammerslaget faldt til fordel for Walter Buick.
Canmore kostede en del mere i samme salgsring som åring, hvor Blandford Bloodstock gav 40,000 guineas for ham. Efter en 2-årssæson med en tredjeplads som bedste placering i tre starter, blev han solgt videre og endte hos Knut O. Arnesen på Enebakk.
Med søndagens sejr har Canmore tjent godt 185.000 norske kroner siden han kom til Norge.
Kurs mod Dubai
Niels Petersen har igen i år intentioner om at sende et hold på mellem fem og 10 heste til overvintring på Meydan. Blandt disse er lørdagens Basnæs-vinder Slava Ukraini (Moohaajim) og den skandinaviske 2-årsmester Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre).
Og så er der søndagens 2-årsvinder Stripesof Stars (U S Navy Flag), som med topvægten 60 kilo vandt med kort hoved foran Annike Bye Hansens veltrukme Yokochan (Acclamation).
Stripesof Stars så allerede ud til at have afgjort løbet ind på opløbsstrækningen, hvor han overtog føringen fra Flower Power (Mutajally), men op mod målstregen fik Jacob Johansen presset Yokochan helt frem og måske også en smule forbi Stripesof Stars, inden Carlos Lopez igen fik overtaget .
Stripesof Stars vandt her for anden gang i tre starter, og eneste nederlag kom i Norsk Kriterium, hvor han var anden bag Ami De Vega (Lope De Vega).
Niels Petersen og Carlos Lopez vandt sammen også med Chianti (Zarak) og Street Smart (The Gurkha), inden Lopez fuldførte sin kvartet af sejre med Pål Jørgen Nordbye-trænede Oliver (Eishin Dunkirk) i dagens sidste opgør.
Wido Neuroth havde indledt løbsdagen med at sadle de tre første heste gennem mål i et Noviseløp over 1600 meter. Hér vandt I Apple (Appel Au Maitre) let med tre længder for Jacob Johansen og henviste staldkammeraterne Sugar Crust (Barocci) og Leave No Trace (Appel Au Maitre) til de næste pladser.