Den skandinaviske hoppe-milerelite var – på nær Funny Legend – samlet torsdag aften på Øvrevoll for at dyste i Morten &Torvald Klaveness’ Minneløp (L) over 1600 meter.
Det var i i Funny Legends fravær Halfsong der var spillernes klart foretrukne, men hoppen er fortsat et stykke fra sin tidligere storform, og sejren gik i stedet til feltets eneste 3-årige hest, Cathrine Erichsen-trænede Females Fun, der med Benedichte Halvorsen på ryggen fulgte flot op på sin sejr i Norsk 1000 Guineas.
Females Fun vandt efter knaldhård opløbskamp med Bent Olsen-trænede DanishShopping/Lennart Hammer, der lignede en vinder op mod mål indtil Females Fun slog contra og sejrede med næse. Lumen/Dina Danekilde fulgte yderligere 2½ længde efter på tredjepladsen, mens Miss The Boat og Poliaurea tog de sidste penge. Halfsong sluttede næstsidst i løbet. Der var 125.000 kroner i førstepræmie til Females Fun, der ejes af The Female Club.
Dagens anden hovedbegivenhed i Oslo var det 2800 meter lange Major Chr. Michelets Minneløp om 150.000 kroner. Her gik sejren til den formstærke træner Niels Petersen, der sadlede argentinskfødte GrandeCapitan til en let sejr for Espen Ski. Grande Capitan besejrede Brown Tea/Gustavo Solis og Sarina/Mette Hanssen.