fbpx

Faiza fortsat ubesejret efter Santa Ysabel (G3)

Michael Lunds 3-årige superhoppe Faiza tog søndag sin fjerde sejr i lige så mange starter, da hun i hænderne på Flavien Prat satte sine konkurrenter eftertrykkeligt til vægs i Santa Ysabel Stakes (G3) over 1700 meter på Santa Anita.



På trods af, at Faiza på nuværende tidspunkt rangerer blandt USAs bedste 3-årige hopper, så er der ikke noget der tyder på, at Kentucky Oaks (G1) i maj bliver en del af Girvin-datterens program.

Hun trænes nemlig fortsat af Bob Baffert, der afsoner en to års karantæne fra at starte heste på Churchill Downs, og heste i Hall Of Fame-trænerens varetægt optjener derfor ikke point til hverken Kentucky Derby- eller Oaks.

Adskillige af Bafferts bedste 3-årige heste har derfor allerede nu skiftet træningskvarter til den tidligere assistent Tim Yakteen, men Faiza løber fortsat for Baffert, der efter sejren havde masser af roser tilovers for sin ubesejrede hoppe.

Interviewet kan ses i forbindelse med videoen i toppen af artiklen.

Michael Lund købte Faiza igennem sin agent Donato Lanni for $725,000 på Fasig-Tipton HIT Sale i maj 2022, og hun har i sine fire første starter allerede indløbet $402,000 til sin danske ejer.

Allerede i sin anden start som 2-årig blev hun Grade-1-vinder i Starlet Stakes på Los Alamitos, og 2023 har indtil nu budt på sikre sejre i først Las Virgenes Stakes (G3) og gårsdagens Santa Ysabel (G3).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top