fbpx

Eyeq går til Danehill-sønnen Oratorio

Danmarks bedste hoppe igennem de seneste år, ABM Racings Eyeq, har definitivt sluttet sin løbskarriere og bliver allerede den første uge i det nye år transporteret til Irland, hvor hun på det verdensberømte Coolmore Stud skal bedækkes ved én af de bedste Danehill-sønner nogensinde, den tre-dobbelte Gruppe-1-vinder Oratorio.


Eyeq fik sit helt store gennembrud som 4-årig i 2004, da hun i Søren Jensens varetægt først slog den skandinaviske hoppeelite i Bloomers’ Vase (L) på Täby og derefter leverede karrierens højdepunkt ved at vinde med kort hoved i Fährhofer Stutenpreis (Gr.3) på Hamburg-Horn i det tyske Derbymeeting. Siden fulgte Eyeq op med en tredjeplads i Polar Cup (Gr.3) i konkurrence med Skandinaviens bedste hingste, og hun opnåede i 4-årssæsonen et handicap på 91. 5-årssæsonen i 2005 bød på mange skuffelser for Eyeq, der aldrig kom til at vise samme format som året forinden.

Hun sluttede fjerde i Bloomers’ Vase (L) og startede herefter tre gange i Tyskland – først med en sjetteplads i Fährhofer Stutenpreis (Gr.3), dernæst var hun fjerde i Bremer Stutenmeile (L), og hun sluttede sin løbskarriere med en sidsteplads i et Listed Race i Köln – et løb hvor hun allerede tidligt kastede geværet og aldrig sås med chance. “Det var en skuffende sæson for os med Eyeq, og umiddelbart efter hendes sidste start i Tyskland opdagede dyrlægen en vandcyste i hendes højre bagben, hvilket naturligvis kan have haft indflydelse på hendes præstationer i år”, forklarer AMB Racings indehaver Bernt Dahl.

Uheldene var dog langt fra ovre endnu. ABM Racing havde besluttet at Eyeq med sin gode afstamning og flotte løbskarriere skulle sættes til salg på December Sales i Newmarket, og Cadeaux Genereux-datteren blev også tilmeldt og opført i kataloget, men kun 14 dage inden auktionen blev hun meget syg og tabte sig mange kilo. Derudover blev hun også ramt af kolik, og Bernt Dahl valgte at tage hende hjem på stutteriet i Jylland, da afrejsen til Newmarket allerede her var umulig at gennemføre. “Hendes sygdom var bare endnu et af de frustrerende uheld der ramte os i 2005, men vi lader os ikke slå ud, og vi må bare bede til at 2006 bliver mere vellykket”, fortsætter Bernt Dahl, der har valgt at ofre bedækningsafgiften på næsten 400.000 danske kroner for at sende Eyeq til Danehill-sønnen Oratorio.

Oratorio var i Aidan O’Briens kyndige træning allerede en stjerne i svøb som 2-årig hvor han sejrede fire gange og hentede to andenpladser i seks starter. Hans største 2-årstriumf var uden tvivl sejren i Grand Criterium (Gr.1) på Prix de l’Arc-dagen i Paris, hvor han besejrede Early March og Layman med et kort hoved. Som 3-årig sæsondebuterede Oratorio med en fjerdeplads bag staldkammeraten Footstepsinthesand i 2000 Guineas Stakes (Gr.1), og han fulgte op med andenpladsen bag Dubawi i Irish 2000 Guineas (Gr.1).

Efter at være sluttet uplaceret i Epsom Derby(Gr.1) og tredje i St. James’ Palace Stakes (Gr.1) fik Oratorio omsider vist sin verdensklasse, da han slog Derbyvinderen Motivator i både Eclipse Stakes (Gr.1) og Irish Champion Stakes (Gr.1). Oratorio var herefter storfavorit i ChampionStakes (Gr.1) i Newmarket, men han måtte efter en uheldig rejse nøjes med fjerdepladsen bag David Junior. Hingstens karriere blev afsluttet på Belmont Park i Breeders Cup Classic, hvor han for første gang skulle prøves på dirt track. Dette var ingen succes, og Oratorio sluttede 12 længder bag vindende Saint Liam. Hans tre fremragende Gruppe-1-sejre har dog sikret ham en plads blandt det nye års virkelig spændende “first-season-sires” der inkluderer store navne som Motivator, Shamardal, Dubawi og Azamour.

“Eyeq skal af sted tilIrland så hurtigt som muligt i det nye år, men det bliver først når vejret tillader det. Den første måned opstaldes hun på et nabostutteri til Coolmore, og hun skal så bedækkes ved Oratorio i februar”, slutter Bernt Dahl, der går et virkelig spændende 2006 i møde som både opdrætter og hesteejer. Stutteriets egen avlshingst Silca Legend står over for sin tredje bedækningssæson, og publikum får atter glæden af at opleve Swedish Open Mile (L)-vinderen Binary File, der efter moden overvejelse har fået endnu et år på turfen i Skandinavien.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top