fbpx

“En ægte drøm, at ride op ad Warren Hill”

Fra den 3. til 9. marts var de to unge amatørryttere, Matilde Kløve og Melissa Vesterholm, på et intensivt ophold på British Racing School i Newmarket. “Vi lærte mere på den ene uge, end de seneste to år herhjemme, og det har været en helt uforglemmelig oplevelse”, fortæller Melissa til GalopSport.


Melissa Vesterholm under opholdet på British Racing School. Foto: Privat.

“Det var et ophold fyldt med udfordringer og muligeder – både med og uden hestene. Vi havde daglige fitnesstimer og lærte nye træningsteknikker, som kan hjælpe os til et bedre fysisk overskud i løb”, fortsætter Melissa, og suppleres af Matilde:

“Vi red et enkelt lot om dagen på skolens heste. Ridtet blev filmet, og bagefter havde vi en session i klasseværelset, hvor vi så os selv ride og fik feedback fra instruktøren”.

“Og den feedback kunne vi så tage med os ind til simulatortimen, hvor vi fik rettet op på en masse ting”.

Matilde Kløve på hesteryg. Foto: Privat.

Matilde og Melissa fik ligeledes testet deres fitness-niveau, som begge lå over de godkendte 80%.

“Det inkluderede en fitness-test med blandt andet fire minutters planke, fire minutters squat og fire minutters ‘leg raisers’, en wattbike-test og 3 minutter og 30 sekunders finishridning på en simulator”, siger Melissa.

Det gav pæne ord med på vejen fra British Racing Schools jockey coach Richard Perham, og danskerne opnåede i øvrigt de to bedste resultater i testen ud af de seks deltagere på holdet – de fire øvrige var lærlinge fra Polen.

På hesteryg gennem Newmarket. Foto: Privat.

På sidstedagen blev Matilde og Melissa sammen med resten af holdet sendt ind til Newmarket og red ud for Marco Botti.

“Det var en ægte drøm for to aarhusianske piger, at ride op ad Warren Hill, og vi er enormt taknemlige for, at Dansk Galop gav os muligheden for at komme på British Racing School”.

“Vi skal gøre vores bedste for, at vise alt hvad vi har lært i den kommende sæson”, konkluderer Melissa.

Klasselokalet med Matilde og Melissas navne på bordet. Foto: Privat.

Matilde Kløve og Melissa Vesterholms ophold på British Racing School blev betalt af Dansk Galop, som led i udviklingen af ungdomssporten, og direktør Henrik Villadsen kommer med en klar opfordring til alle andre, som har mod på en lignende udfordring:

“Hvis man går og drømmer om, at komme på British Racing School eller andet, der kan hjælpe en i den rigtige retning i forhold til en karriere i galopsporten, så skal man ikke tøve med at kontakte Dansk Galop. Vi har sat penge af til netop dette formål, og vil med stor glæde også sponsorere andre licenshaveres ophold på fx. British Racing School”, fortæller Villadsen.

Melissa Vesterholm og Matilde Kløve er begge tilknyttet Jydsk Væddeløbsbane. Melissa rider dagligt ud for Torben Christensen og Matilde for Birgitte Nielsen.


I videoen herunder kan du se et lille potpourri fra Matilde og Melissas ophold i Newmarket:


Melissa på hesteryg. Foto: Privat.

Foto: Privat.

Melissa på cykel i det engelske. Foto: Privat.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top