fbpx

Eminente Brigadier blev dobbelt Guineas-vinder i Stockholm

Jockeyklubbens 2000 Guineas var et løb, som indtil den 9. juni 2024 var undsluppet Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen. Men så kom, så og sejrede eminente Brigadier. Efter føring fra start sagde han farvel til sine konkurrenter og fløj hjem med tre længders afstand til My Fortune og Essential, som løb ‘dead heat’ om andenpladsen.



Præcis som i Dansk 2000 Guineas for få uger siden, pressede Bettina Andersen-trænede My Fortune (Appel Au Maitre) kraftigt på førende Brigadier (Moohajim) fra start, og de to heste lå side om side hele vejen ind på opløbet, hvor de fortsat havde luft til de øvrige konkurrenter.

Elione Chaves holdt sit indvendige spor langs rails og så fortsat ud til at have masser af hest under sig, mens My Fortune så småt begyndte at give fortabt i kampen om sejren.

Bagved afsluttede både Julian McLarens Essential (Mustajeeb) og Caroline Malmborgs Wayfarer (Galiway) udmærket, og Essential nåede helt op til My Fortune, som dog kæmpede forbilledligt og i sidste ende opnåede ‘dead heat’ om andenpladsen.

Men Brigadier var over alle bjerge. Den ustoppelige hingst tog sin anden klassiske sejr med tre overlegne længder, og denne gang gav han mere end nogensinde en indikation af, at han også klarer Derbydistancens 2400 meter når vi rammer den første lørdag i august.

Brigadier og Elione Chaves sejrer i Jockeyklubbens 2000 Guineas. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Han kan også sagtens gå bagfra, hvis jeg gerne vil have ham til det. Han er i det hele taget en ret komplet hest, som bare gør alt hvad han bliver bedt om”, sagde en glad Elione Chaves.

Også Bent Olsen var godt tilpas i Stockholm, og han kunne glæde sig over den ekstra bonus, at det nu også er lykkedes ham at vinde det svenske 2000 Guineas.

“Tre gange har stalden vundet det svenske 1000 Guineas, men indtil i dag manglede vi denne, og jeg regner Brigadier for at være én af de bedste heste jeg nogensinde har trænet for Lone”.

Elione Chaves og Christina Pedersen med Brigadier efter Jockeyklubbens 2000 Guineas. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Brigadier fik 415.000 svenske kronor for førstepladsen, og han har nu vundet fire af sine seks karrierestarter – de seneste fire på stribe – med præmier for godt 1,2 millioner i svensk valuta.

Hingsten blev avlshingsten Moohaajims anden svenske 2000 Guineas-vinder i træk efter Slava Ukraini leverede bedriften i fjor, og for Stutteri Hjortebo blev han den tredje vinder indenfor de seneste ni udgaver.

Bent Olsen beundrer sin første svenske 2000 Guineas-vinder. Med i vindercirklen var også Stutteri Hjortebos Iben Hjorth Buskop og Søren Hjorth Jensen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Hjortebo vandt også i 2016 med Søren Jensen-trænede Beaufort Twelve (Academy Award) og i 2022 med Niels Petersen Hear The Drums (Appel Au Maitre).

Hidtil har Brigadier og Slava Ukraini vundet to af de samme storløb i karrieren: Dansk Galops Auktionsløb som 2-årige og Jockeyklubbens 2000 Guineas som 3-årige.

Nu tilbagestår der at se, om Brigadier også kan gøre Slava Ukraini kunsten efter og følge op med en sejr i Dansk Derby lørdag den 3. august.

Christina Pedersen jubler efter Brigadiers triumf på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top