fbpx

Efter tab på 100 millioner euro: Fuldblodssporten ophører i Grækenland

The Jockey Club of Greece har i dag bekræftet, at græsk galopsport efter mere end 100 års historie er ophørt med øjeblikkelig virkning. Det sker i et brev, som er sendt ud til øvrige nationers væddeløbsmyndigheder – heriblandt Dansk Galop.


Markopoulo Park.

Græsk galopsport har været en underskudsforretning gennem årtier.

På trods af betydelige bestræbelser og investeringer siden Horse Races S.A. overtog driften af væddeløbssporten i Grækenland, har selskabet i perioden fra 2016 til 2023 mistet mere end 100 millioner euro, svarende til omkring 745 millioner danske kroner og mere end en milliard i svensk og norsk valuta.

Fra Horse Races S.A. lyder det, at man har gjort alt for at vende den negative udvikling og investeret over 32 millioner euro siden 2016 i opgradering og vedligeholdelse af faciliteterne i Markopoulo, udbetalt større præmier end påkrævet, og tilbudt incitamenter til hesteejere, herunder auktioner og favorable lån til køb af heste.

Desværre har interessen for græske galopløb og spil på disse fortsat oplevet en markant nedgang, og den aktuelle mængde aktive heste i Markopoulo er nu faldet til 172, hvilket ikke skaber tilstrækkelige betingelser for afholdelse af væddeløb.

Hesteejere får lov til at beholde deres heste i staldene gratis i en måned, og Horse Races S.A. subsidierer en del af omkostningerne for ejere med op til fem heste til transport til andre steder i Grækenland.

Grækenland er nu det eneste land i Sydeuropa, som ikke afholder galopsport.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top