fbpx

Domino-stalden fyldt med spændende heste

Det er den 5. april 1999. Udenfor er det en kølig men klar solskinsdag. Inde i stald Domino hos Inge Mette Dejgaard summer det af liv.


Ejere kommer og hilser på, ser til deres heste, ja selv jockey Jacob Johansen dukker op med en skadet skulder. Han er sygemeldt i ca. 14 dage, men klar til åbningsdagen den 17. april, forklarer han.

Hesten All Star har lige smidt Franz Nutz af sadlen, men der er ikke sket noget; All Star blev forskrækket over en anden hest på sandbanen, som opførte sig lidt fjollet.

I efteråret 1998 var der ellers noget tomt i stalden. Kun 4 heste var der tilbage, lige inden sæsonen sluttede. Nu er stalden fyldt til bristepunktet med 11 heste.

– Jeg ser frem til sæsonen med spænding. Det er mit bedste hestemateriale nogensinde, så det er klart, at jeg har store forventninger, siger Inge Mette Dejgaard, i daglig tale kaldet Sisse.

Sisse startede trænervirksomhed i 1994. I hendes stald finder vi gamle kendinge som Sonny, Tee Star, All Star og Last Row. Men i dag skal vi tale om alle de nyindkøbte heste fra henholdsvis England og fra auktionen i september sidste år.

Mest interesse samler der sig nok om 3-årige Bodfari Street (Dolphin Street/As Sharp As), der blev indkøbt i Newmarket sidste år.

– Vi havde sammen med ejer Lone Kaj Nielsen udset os et par heste fra kataloget, og han var den tredje hest, som vi bød på. Vi erhvervede ham for 30.000 Guiness (ca. 355.000 kr.), og med i hjemtransporten havde vi også den skimle 2-årige hoppe Petite Blanche, som vi fik for 800 Guiness. Den har en interessant far i Muhtarram, der har vundet gruppe 1-løb i henholdsvis England og Frankrig samt blev 4. i engelsk derby, fortæller Sisse.

Bodfari Street starter højst sandsynligt sin danske karriere med at løbe på Klampenborg Galopbane allerede i april måned i et 3-års vinderløb over 1600 m. Planerne for ham er i øvrigt i år Jyllandsløb den 30. maj samt i Rosengårdslöbning på Jägersro i august – et sprinterløb for 3-årige. – Han har en dejlig galop og stor udstråling, og nu vil tiden vise, om han kan leve op til vores forventinger, siger Sisse.

Petite Blanche (Muhtarram/Chance to Dream) er ikke meldt i nogle af de store 2-års løb, for hun skal kun starte i løb, der synes oplagte for hende i år, men til næste år forventer Sisse at starte hende i Mowerinaløb, Dansk Oaks samt i Dianalöbning i Stockholm.

Choice (Dunphy/What a Love) blev indkøbt på åringsauktionen med henblik på at udbyde hende i anparter, ligesom hesten Last Row. Alle parter er nu solgt, og da hesten tegner til at være tidligt klar, regner Sisse med at starte hende ret hurtigt, med mindre hun pludselig begynder at vokse.

– Hun er en fornuftig hest, der formentlig vil gå nogle gode løb på omkring 1400 m.

Madeau (Casteddu/Mr. Chris Cakemaker) er født i England i 1997, men importeret som føl af Gert Larsen.

Hun er ikke meldt i nogle af de store 2-årsløb.

Jomfru Ane efter Dunphy – Habibi er en stor, dejlig 2-årig hoppe, som er helsøster til Just a Friend. Hun er meldt i Auktionsløb og i Produce Stakes på Fyn.

Jackpot (Dunphy/Ecstatica) er en forvokset vallak, men med et dejligt temperament. Hesten er meldt i Vinterfavoritterne.

Sidste hest er Kira (Dunphy/Lake Lina), som Sisse har lejet af opdrætteren med det formål at den skal videresælges. Hoppen er meldt i Auktionsløb og Produce Stakes på Fyn.

I det daglige arbejde har Inge Mette Dejgaard 4 faste hjælpere. Endvidere er der pr. 1. marts ansat en jockey-lærling, nemlig 19-årige Ulla Hvitnov.

Picture of Merete Gorm

Merete Gorm

Født 1948 i Gentofte Kommune. Kontoruddannet fra forlag og har arbejdet med redaktionelle opgaver på forlag og reklamebureau. Endvidere annoncekonsulent for fagligt tidsskrift. Stort engagement for galopsporten og har været initiativtager og medarrangør af rejser til Irland og Newmarket for Stald KTAS. Har skrevet artikler for GalopSport siden 1998.

Seneste artikler

Scroll to Top