fbpx

Den “glemte” superstjerne kan blive historisk på lørdag

Normalt ville muligheden for at opleve den første engelske Triple Crown-vinder siden Nijinsky i 1970, være et af de største tilløbsstykker overhovedet i væddeløbssporten. Men i et år hvor det altoverskyggende fokus har været rettet imod verdens bedste væddeløbshest – den ubesejrede Frankel – har den ét år yngre Camelot været ganske anonym i betragtning af sæsonens meritter.


Camelot er nemlig – ligesom Frankel – ubesejret i sin karriere, og året har bragt ham sejre i både Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1), Epsoms Derby Stakes (Gr.1) og The Irish Derby (Gr.1) hjemme i Irland.

Ovenpå sine to klassiske triumfer i England har Camelot på lørdag mulighed for at skrive sig ind i historiebøgerne som den første engelske Triple Crown-vinder siden 1970, hvor Nijinsky og Lester Piggot leverede den sensationelle bedrift at vinde de tre klassiske opgør over henholdsvis 1600, 2400 og ca. 2900 meter.

Ligesom Nijinsky trænes Camelot på det irske magtimperium Ballydoyle. Dengang styret af Vincent O’Brien, og i dag varetaget af Aidan O’Brien. To trænere med samme hyppige efternavn, uden dog at have nogen som helst form for familiære relationer.

Camelot har ikke startet siden han den 30. juni henviste Galileo og Sea The Stars’ halvbror Born To Sea til andenpladsen med to længder i Irish Derby (Gr.1), men Montjeu-sønnen meldes i forrygende god forfatning til opgaven, som vil blive hans livs sværeste mission.

Aidan O’Brien har til britiske medier indrømmet, at han er mere nervøs end sædvanligt forud for lørdagens St. Leger, for Camelot sendes ud på helt ukendt territorie imod konkurrenter der passer bedre på den aktuelle distance end han selv gør, og træneren udsteder ingen garantier for hvor langt distanceevnerne rækker.

Der er endnu ikke endeligt starterklæret til St. Leger Stakes (Gr.1) i Doncaster – i skrivende stund resterer der 11 deltagere i opgøret, hvoraf de to er staldkammerater til Camelot.

Selv om Aidan O’Brien endnu ikke har starterklæret ryttere på sine heste, ligger det med sikkerhed fast, at sidste del af Triple Crown-eventyret leves ud med trænersønnen Joseph O’Brien i bøjlerne på Camelot.

Purunge Joseph, der ikke var spået store chancer for at kunne overtage jobbet som førstejockey på Ballydoyle efter ikoner som Mick Kinane, Kieren Fallon og Johnny Murtagh, er vokset med opgaverne og det enorme pres han fra første dag har haft på sine skuldre.

I en alder af blot 19 år har han hidtil noteret sig for 12 internationale Gruppe-1-triumfer, heraf fem i klassiske løb. Alle er vundet på ryggen af faderens heste.

På lørdag kan Gruppe-1-triumf nummer 13 komme i hus – Camelot forventes at springe ud af startboksen i Doncaster kl. 16.40 skandinavisk tid.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top