fbpx

Debutsejr til første skandinaviske Eishin Dunkirk-afkom

Torsdag eftermiddag var det første skandinaviske afkom efter den tidligere japanske avlshingst Eishin Dunkirk til start på Täby, og Rävdansens Stuteris Mr Prospector-søn kunne ikke have ønsket sig en bedre start.


2-årige Rikoschett vandt nemlig uhyre overlegent over 1200 meter dirt track.

Under Fredrik Johansson skød Rikoschett direkte til front i maidenløbet, og herefter var ingen i stand til at true den fukse vallak, der til slut sejrede usvigelig sikkert med halvanden længde foran den amerikanskfødte favorit Buen Rumbero. Rikoschett er ud af Jalmood-datteren Karen, der ligeledes er mor til 3-årige dansktrænede Danish Welcome.

Hesten fik udover førstepræmiens 60.000 kroner også 50.000 kroner i svensk-bonus, hvilket betød 110.000 svenske kroner på præmiekontoen i karrierens allerførste start. Rikoschett trænes på Täby af Patrick Wahl.

Eishin Dunkirk er født i USA, men blev eksporteret til Japan, hvor han vandt tre gange og tjente 3,1 millioner svenske kroner. Inden Mr Prospector-sønnen blev sendt til Skandinavien nåede han at blive far til en håndfuld heste i Japan, heriblandt 4-årige A Shing Sword og Honest John, hvor især sidstnævnte har været rigtig god med over to millioner kroner i samlet indtjening.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top