fbpx

De skandinaviske Dubai-farere lander senere på ugen

De otte skandinaviske heste, der siden december har nydt tilværelsen under varmere himmelstrøg i Dubai, er tilbage i Skandinavien i løbet af ugen. “De flyver fra Dubai til Amsterdam på onsdag og køres resten af vejen hjem på torsdag”, fortæller Søren Jensen.


Søren Jensen-trænede Got A Lot med Liam Doran. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Mens Jensens duo Got A Lot (Camelot) og Good Fortune (Appel Au Maitre) stod over Super Saturday, havde Niels Petersen både Could Be King (Bated Breath) og Slava Ukraini (Moohaajim) i aktion i lørdags.

Slava Ukraini sluttede uplaceret i Al Bastakiya (L) over meter dirt, men kredsen bag hesten har langt fra mistet modet hvad angår hingstens muligheder for at markere sig på dirten i Skandinavien.

“Jeg besøgte ham i stalden i går, dagen efter løbet, og alt lader til at være 100% i orden. Han har kolde ben og madlyst som en teenager”, fortæller delejer Morten Buskop og fortsætter:

“Vi havde i Stald Handshake en drøm om, at vi kunne kvalificere os til UAE Derby på World Cup-dagen i slutningen af marts. Vi tog en chance, og det lykkedes ikke, men selv om det ikke gik hestens vej denne gang, er drømmen om både Dansk og Svenskt Derby stadigvæk intakt”.

“Vi er stadigvæk fortrøstningsfulde omkring, at vi har Skandinaviens bedste 3-årige hest på græs – og måske også på dirt”.

Slava Ukraini og Pat Cosgrave på vej til start i Al Bastakiya (L). Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Slava Ukrainis jockey Pat Cosgrave giver også sit besyv med:

“Jeg er først og fremmest glad for, at hesten er kommet sig godt over løbet. Han er en skøn hest med en meget lovende fremtid, men han er også stadigvæk umoden og har uden tvivl lært en masse af lørdagens løb”.

Slava Ukraini skal ikke tilbage til Klampenborg, hvor han stod igennem hele sin 2-årssæson, men i stedet går han nu i træning i Niels Petersens hovedkvarter på Øvrevoll. Han følges derfor hele vejen hjem sammen med White Heart, Iron Butterfly, Ascot Brass, King David og Could Be King.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top