I 1997 blev Diesis-datteren Kutbeya årets Champion-hoppe i Skandinavien. Hendes karriere bød på 10 sejre i England, Danmark, Norge og Sverige, heriblandt Peugeot Pokalløb for Hopper, BBA Fillies and Mares Stakes og Sceptre Stakes (to gange).
Derudover var hun tredje bag Harbour Dues i Stockholm Cup International (Gr.3) og ligeledes tredje i Oslo Cup (L). Kutbeya startede sin avlskarriere i Norge, hvor hendes første afkom Salida (Spectacular Tide) vandt fire gange som 3-årig og var anden bag Lights Out i Norsk Derby.
Herefter fik hun i Sverige hoppen Sarina, der så sent som i torsdags vandt løb på Øvrevoll, og efterfølgende har hun fået to føl i Danmark hos opdrætter Olav Sørensen efter henholdsvis Inchrory og Academy Award. Inchrory-sønnen, 2-årige Aladar, er i træning hos Michael Sørensen, mens åringen efter Academy Award muligvis kommer på en skandinavisk auktion til efteråret.
Tirsdag aften fik Kutbeya endnu et afkom i Danmark, da hun på York Stutteri folede en fuks hingst efter Funambule. Den tidligere skandinaviske Championhoppe og det nyfødte føl ejes nu af det nye danske opdrættersyndikat The Handsome Foursome.