I oktober vandt han Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborgs græs. I dag kan han også kalde sig vinder af Appel Au Maitre Svenskt Kriterium på Jägersros dirt track. Bettina Andersen-trænede My Fortune var ganske overlegen i forhold til sine fire konkurrenter i årets sidste storløb, hvor han til slut vandt med fem længder foran Chelsea Morning.
Under Oliver Wilson var My Fortune (Appel Au Maitre) hurtigt ude af startboksen, og han kunne rundt det første sving forsvare sin føring med Trickstar (Magician) udvendigt for sig.
Bag de to forreste lurede indvendige Chelsea Morning (Mustajeeb) sammen med favoritten Zidane (Areion). Disse to var fortsat velgående på sidste del af bagsiden, hvor Trickstar til gengæld stod tidligt af, og herefter blev det en heftig – men umulig – jagt efter My Fortune, som ikke havde nogen huller i rustningen og bare blev bedre for galopspring han tog.
Den fukse vallak sejrede med fem længders afstand til Chelsea Morning, som yderligere var fire længder foran Zidane. Derefter blev der langt ned til Royal Time (Time Test) og Trickstar, som dog kunne glæde sig over præmier på henholdsvis 35.000 og 25.000 svenske kronor.
Til vindende My Fortune var der 250.000 svenske kronor. Hesten, som nu er dobbelt storløbsvinder, ejes af My Stable, A&O Kirk og Hotel Fortunen, og han er opdrættet på Stutteri Hjortebo, som hér fik den tredje svenske Kriteriumsvinder på stribe i kølvandet på Hear The Drums i 2021 og Master Zone i fjor.
Master Zone er opdrættet af Stall Perlen, men født og opvokset på Hjortebo, hvor også Svenskt Kriteriums navnesponsor Appel Au Maitre (Starborough) står opstaldet som avlshingst.
Og Appel Au Maitre er i øvrigt far til både Hear The Drums, Master Zone og My Fortune.
“Han er en god hest, som fortsat bare en en baby, og derfor var jeg heller ikke helt sikker, selv om vi havde et godt forspring ind på opløbet. Han bruger stadigvæk kun 80% af sig selv, og det er jo bare dejligt at vide, at der er endnu mere gemt i ham”, sagde vindende Oliver Wilson.
Det er første gang en hest vinder både Vinterfavoritternes Ærespræmie og Svenskt Kriterium siden en vis Suspicious Mind – også en søn af Appel Au Maitre – for otte år siden leverede bedriften, og det gør naturligvis ikke drømmene mindre for hele kredsen bag My Fortune.
Træner Bettina Andersen, som hér vandt Svenskt Kriterium for første gang, havde også i løbet forinden sadlet en vinder i form af My Poet (Appel Au Maitre), som i de samme farver som Kriteriumvinderen førte fra start til mål i Amie Noire Silverhandicap. Også My Poet kommer fra Stutteri Hjortebo.
Dansk ejersejr var der også for Michael Garbers’ Miga Horses, da Niels Petersen-trænede Chianti (Zarak) vandt Handsome Hawk Open Handicap for Per-Anders Gråberg. Chianti vandt efter hård kamp med længe førende Weltruhm (Excelebration), mens Pusjkin (Muhaarar) blev tredje.