Et nyt skandinavisk avlssyndikat under management af træner Lars Kelp har købt den 11-årige avlshoppe Cozzene’s Pride (Cozzene – Goodnight Moon v. Ela-Mana-Mou), og syndikatet har nu fået en aftale i hus om udstationering på det mægtige Coolmore Stud i Irland.
Cozzene’s Pride var tidligere ejet af danske Stutteri Blesbjerg, som købte hoppen på auktion i Frankrig ifolet ved Gruppe-3-vinderen Dyhim Diamond. Kelp stod selv klar til at købe netop denne Dyhim Diamond-åring da den blev fremstillet på Dansk Galops Åringsauktion i 2006, og hingsten med navnet Corteez Pride blev handlet for 95.000 kroner.
Cozzene’s Pride er i forvejen mor til franskfødte Tsar Xaar (Xaar), der er Listed-vinder i Frankrig og har været vinder eller placeret i 14 af sine 15 karrierestarter. Cozzene’s Pride er ud af den Gruppe-3-placerede Goodnight Moon og halvsøster til bl.a. Listed-vinderne Royal Gladiator og Glensanda, og hendes egen mor Her Grace er selv Listed-placeret og i øvrigt søster til både Gruppe-2-vinderen Long Row, Gruppe-3-vinderen Colmore Row og den tidligere fremgangsrige danske avlshingst Saville Row.
“Vi har indgået en aftale med Coolmore, og Cozzene’s Pride skal i år bedækkes ved enten Aussie Rules, Ad Valorem eller High Chapparal. De er alle Gruppe-1-vindere, og det bliver en repræsentant fra Coolmore der tager beslutningen om hvilken af hingstene der skal bruges når vedkommende har kigget nærmere på hoppen”, siger Lars Kelp.
“Vi ved endnu ikke hvad fremtiden bringer, men planen er i første omgang at hun skal blive stående på Coolmore og at hendes afkom efter en af de tre hingste skal sælges internationalt. Om det så senere hen bliver aktuelt at tage Cozzene’s Pride tilbage til Danmark vil tiden vise”, slutter Kelp.