fbpx

Commendable vandt svagt Belmont Stakes

Det tredje ben i den amerikanske Triple Crown, Belmont Stakes, var efter afbud fra storfavoritterne Fusaichi Pegasus og Red Bullet, indskrænket til et noget kedeligt felt på 11 heste, med Aptitude som spillernes favorit.



Men selv om Aptitude leverede et godt løb, var det alligevel ikke nok til at vinde Belmont Stakes, for træner D. Wayne Lukas havde et es i ærmet i form af Commendable, der med Pat Day i sadlen vandt med halvanden længde foran favoritten.

Commendable er ejet af Bob og Beverly Lewis, der sidste år stod for ejerskabet af USA’s bedste 3-åring, Charismatic.

Charismatic vandt både Kentucky Derby og Preakness Stakes, men i sit forsøg på at blive den 12. Triple Crown-vinder i historien, blev Charismatic skadet i Belmont Stakes og sluttede på tredjepladsen – i år fik Bob og Beverly Lewis revanche med Commendable, der i øvrigt ikke havde nogen store resultater at henvise til.

Hesten vandt i sin første start som 2-åring, men har så ikke vundet siden, og sidste start inden Belmont Stakes var i Kentucky Derby, hvor Commendable sluttede som nummer 17 ud af 19, slået med 26 længder af Fusaichi Pegasus.

Det var træner D. Wayne Lukas’ 13. sejr i et Triple Crown-løb, og top-træneren sagde efter løbet, at den eneste grund til at han startede Commendable i dette løb var, at kvaliteten efter de to favoritters afbud var så dårlig, at alle de tilmeldte heste måtte stå med vinderchance – og Lukas havde ret, for dette års Belmont Stakes var et af de svageste i mange år.

Ingen af feltets heste havde vundet et Grade-1-løb før, og kun fire af deltagerne havde været først over målstregen i et Grade-Stakes.

Commendable var ikke særlig tiltalende før starten, hvor man i paddocken kunne se en stor skramme på bagbenet, og på vej til start tabte hesten en sko, hvilket udsatte starten af løbet i nogle minutter.

Commendable er efter Gone West – Bought Twice v. In Reality og blev købt for 575.000 dollars som åring på Keenelands July Sale.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top