fbpx

Comeback-sejr til Peruginos Flyer på Jägersro

Pås-Calle KBs nu 7-årige Peruginos Flyer havde været væk i næsten to år efter han pådrog sig en karrieretruende seneskade på den svenske Derbydag i 2004.


Tirsdag aften gjorde han comeback for træner Fredrik Reuterskiöld, og under Manuel Santos vandt Perugino-sønnen en meget populær sejr i Vårstayern over velvoksne 3000 meter. Peruginos Flyer tog fra starten ryg på sin staldkammerat Day Tripper/Chris Nilsson, og da hestene kom rundt opløbssvinget for sidste gang strøg Peruginos Flyer op indvendigt for Day Tripper, hvorefter han gik imod en sikker to længders sejr. Day Tripper, der ligesom Peruginos Flyer ejes af Pås-Calle KB, sluttede på andenpladsen fem længder før Allsocksfoursocks/Mark Larsen.


York Street fra start til mål

Francisco Castro-trænede York Street, der i fjor vandt både Dansk 2000 Guineas og Jockeyklubbens Jubileumslöpning, var efter en svag sæsondebut på Täby tilbage på førstepladsen, da han med Jose Luis Sanchez på ryggen i Milehandicap over 1600 meter. York Street blev redet offensivt fra start, tog føringen ind i det første sving og hermed var løbet reelt afgjort. York Street styrede begivenhederne og kunne uden problemer holde hjem til en let tre længders sejr før Atmospheric/Kim Andersen og Trooper/Manuel Santos. Francisco Castro og Jose Luis Sanchez havde i løbet inden også været en tur forbi vindercirkelen efter Mull Of Kintyre-sønnen Sheriffen let havde aflagt sin maidentitel over 1730 meter.


Klassiske kandidater fra Kelp

Lars Kelp havde taget turen over Øresund med tre klassiske kandidater. To af disse, Mrs Moneybags og Sirius Company, fik deres sæsondebut i Majhanidicap over 2400 meter mod ældre heste. Løbet blev vundet af 10-årige formstærke Vine, der med Per-Anders Gråberg på ryggen akkurat holdt hjem foran de to stærkt angribende Kelp-heste. Mrs Moneybags blev nummer to med hals foran sin staldkammerat Sirius Company, og begge heste må siges at have fået en virkelig fin optakt til de kommende klassiske opgør.


Double til Junior og Fredrik

Lennart Reuterskiöld Jr., der i lørdags vandt sin karrieres første klassiske sejr med Hot Fudge i Mowerinaløb, fulgte op med to dagssejre på sin hjemmebane i Malmö. 3-årige Macleod’s vandt JTG Vårlöpning med en halv længde før Rosetta og dansktrænede Intigold, mens Mr Rasmus sikkert tog sig af Fårabäcklöpning før Fritz Zaid og Gyllene Tider. Begge heste blev redet til sejr af Fredrik Johansson, der overtog tøjlerne fra den skulderskadede Jacob Johansen.


Dansk araber-sejr

Kristina B. Nielsen har rigtig god form på sine araberheste i disse dage, og den danske træner fulgte op på Neirons triumf i Norge med at sadle Bridj til sejr i Wendes Artilleriregementes Cup over 2400 meter. Russiskfødte Bridj blev redet til sikker sejr af Lea Olsen foran Exir/Cia Nordström og Vangog/Lena Jarven-Areskoug.


Sejre til Cordrey og Larsen

De to danske jockeys Nicholas Cordrey og Mark Larsen hentede hver en sejr på Jägersro denne torsdag. Cordrey dirigerede i Algarveserien over 1200 meter 38-oddseren Gipsy Shuffle direkte til spids fra start, og Gipsy Shuffle stoppede aldrig op på det hurtige underlag og vandt let med små tre længder før Claymore/Cathrine Weilby og Secret Kandinsky/Dina Danekilde.

Mark Larsen vandt årets første sejr på Jägersro på ryggen af Henrik Engblom-trænede Heathwood i Triumphserien over 1730 meter. Heathwood vandt med halvanden længde før Face The Limelight/Per-Anders Gråberg og en sent afsluttende Wild Cat Williams/Manuel Santos.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top