Heller ikke i 2024 fik Aidan O’Brien sin første sejr i Breeders’ Cup Classic. City Of Troy og Ryan Moore var allerede fra startøjeblikket på en umulig mission og endte på ottendepladsen. Alligevel kunne Coolmore-teamet løfte trofæet efter løbet, idet Chad Brown-trænede Sierra Leone slog favoritten Fierceness med halvanden længde.
Den første del af vejen lå City Of Troy (Justify) og Sierra Leone (Gun Runner) side om side i den bagerste del af feltet, men da Flavien Prat midt på bagsiden satte sidstnævnte på fremmarch, havde Ryan Moore slet ikke samme type hest under sig.
Sierra Leone rundede størstedelen af sine konkurrenter i opløbssvinget, og ved indgangen til den lige strækning gik han også forbi frontrunneren Fierceness (City Of Light). Fierceness gav sig aldrig helt, men der var intet af gøre overfor vinderen.
På tredjepladsen fulgte Japans Forever Young (Real Steel) før Frankie Dettoris ridt Newgate (Into Mischief) og Saudi Cup-vinderen Senor Buscador (Mineshaft).
Bag 3-årige Sierra Leone står Coolmore-familierne Magnier og Tabor sammen med bl.a. amerikanske Peter Brant.
Sierra Leone vandt i foråret Blue Grass Stakes (G1) i Keeneland, inden han blev slået med det mindst mulige af Mystik Dan (Goldencents) i Kentucky Derby (G1) på Churchill Downs. Hér var Forever Young i øvrigt også tredje, mens Fierceness skuffede som favorit over 15. gennem mål.
Sierra Leone sprang Preakness Stakes (G1) over og var siden tredje i Belmont Stakes (G1) bag Dornoch (Good Magic) og Mindframe (Constitution).
Dernæst fulgte to nederlagt på stribe til Fierceness i Saratoga, først i Jim Dandy Stakes (G2) og senest i Travers Stakes (G1), hvor også lørdagens Breeders’ Cup Distaff (G1)-vinder Thorpedo Anna (Fast Anna) var foran ham.
Men da det endelig drejede sig om årets helt store clou, var Sierra Leone bedst. Gun Runner-sønnen vandt for jockey Flavien Prat og træner Chad Brown og sikrede en førstepræmie svarende til ca. 25 millioner danske kroner, samt naturligvis en fremtidig plads i den amerikanske avlshistorie.