Jägersros rigtige sæsonpremiere blev skudt i gang tirsdag aften, og det var med klar formbesked fra hjemmebanetrænerne Francisco Castro og Fredrik Reuterskiöld, der hver sadlede tre vindere i det otte løbs store program. Castro vandt begge trials til Pramms-dagen.
Francisco Castro havde uden tvivl meget at smile af denne aften, og på et tidspunkt virkede han nærmest urørlig efter tre sejre i træk. Det startede i det 1000 meter lange Skånska Trängregementets Minneslöpning, hvor træneren sadlede tre af feltets blot fem deltagere.
Størst tiltro var der til Media Hora/Fredrik Johansson, men han kunne i sidste ende ikke dæmme op for sin staldkammerat Completo/Martin Rodriguez, der med seks kilo mindre på ryggen vandt let med halvanden længde. Media Hora sluttede anden før Maxim’s/Manuel Santos, hvorefter der var et stykke ned til den tidligere superstjerne Pipoldchap/Per-Anders Gråberg, der selv med 54 kilo på ryggen ikke kunne være med i afgørelsen.
I det efterfølgende opgør over 1730 meter var Castro tilbage i vindercirkelen for at modtage sin egen-egede Be My Wings, der under Fredrik Johansson vandt sin første sejr i to sæsoner.
Aftenens andet trial til Pramms-dagen, Norra Skånska Regementets Minneslöpning over 1600 meter, resulterede i endnu en Castro-sejr, da Nicholas Cordrey red Highway først over stregen, tæt forfulgt af Ancient Egypt/Martin Rodriguez og Peas And Carrots.
Herefter var det Fredrik Reuterskiölds tur til at overtage showet. Tidligere havde den mellemste Reuterskiöld-bror indledt dagen med sejr til Itsagroom, og i Grey Sovereign-löpning over 1000 meter fremviste træneren endnu en kommende 3-årsstjerne i form af Look That Chick, der med Jacob Johansen på ryggen let besejrede Castros favorit State Of Freedom/Fredrik Johansson med 3½ længde.
På tredjepladsen fulgte Søren Jensen-trænede Belle Blanche/Kim Andersen, der var først ude af startboksen og længe var med helt fremme. Belle Blanche løb fra lige vægt med State Of Freedom og var blot en halv længde efter denne i mål, hvilket må siges at være en klart godkendt præstation af sidste års Opdrætningsløbs-vinder.
Fredrik Reuterskiöld overlod i dagens sjette løb scenen til sin storebror Lennart Jr., der kunne se sidste års svenske Oaks-vinder Bea Apache vinde en ganske bekvem sejr for allestedsnærværende Martin Rodriguez.
Fredrik var dog hurtigt tilbage i spotlightet med endnu en 3-årssejr, idet veltrukne Western Prospect/Per-Anders Gråberg med største lethed forsvandt væk fra sine konkurrenter i et maidenløb over 1730 meter.
Western Prospect havde indledt karrieren med en start i Klampenborg, hvor han aldrig fandt rundt på græsset, men et skift til hjemmebanens dirt track gjorde underværker for Royal Academy-sønnen, der sejrede overlegent med fem længder før Mr Keating/Dina Danekilde.
Dermed blev facit for Jägersros premieredag tre sejre hver til Francisco Castro og Fredrik Reuterskiöld, samt en enkelt hver til Lennart Reuterskiöld Jr. og Stockholm-træner Bendik Bø, som sluttede dagen af med sejr i amatørløbet Ark Håkan Cup, hvor Mette Kjelsli red favoritten French School først over stregen.