Ann og Bernt Dahls 3-årige Captain’s Choice, der sluttede på første plads udenfor præmierækken i Svenskt Derby, vendte ikke tilbage til Henri-Alex Pantall i Frankrig. “Han er gået i træning hos os og skal i første omgang forberedes til en start i Norsk Derby”, fortæller Jessica Long dagen efter sin Derbytriumf med Ayani.

Captain’s Choice (Dawn Approach) kom til Jägersro med seks starter i bagagen – alle på græs.
“Han gjorde det faktisk ikke dårligt i går og sluttede i første halvdel af feltet, men det er klart, at han passer bedre på græs og nu får en spændende opgave i Norsk Derby om en måneds tid”, siger Jessica, som tog hesten med sig hjem til stalden efter syvendepladsen på Jägersro.
Bernt Dahl supplerer: “Det har hele tiden været planen, at Jessica og Padraig skulle overtage træningen efter Svenskt Derby, for Captain’s Choice er ikke helt god nok til den franske Listed-klasse, men til gengæld kan han blive en interessant stayer at have i træning i Skandinavien på sigt”.
Jessica Long har dermed fået en kandidat til Norsk Derby, hvor Ayani (Starspangledbanner) aldrig har været tilmeldt.
Ganske som forventet har Jessica heller ikke tænkt sig at afsløre de kommende planer for sin svenske Derbyvinder, der nu enten kan gå til The Macallan Dansk Derby lørdag den 5. august eller til Hurricanelöpning på Jägersro søndag den 6. august.
“Først og fremmest er Ayani kommet fantastisk godt over starten i går. Vi har en del at tænke over, for selvfølgelig vil vi gerne prøve at gøre ham til dobbelt Derbyvinder, og han kan desuden være endnu bedre på græsset, men der er også noget specielt over at forsøge at vinde alle tre ben i Jägersros Triple Crown – så indtil videre er der ikke fastlagt noget”.
“Vi må ganske enkelt tænke lidt mere og se tiden an”, siger hun.
