Danske Calrissian stod for en helt igennem forrygende præstation da han sent torsdag eftermiddag var til start i Al Quoz Sprint (L) over 1200 meter græs på Nad Al Sheba i Dubai.
Den tyskfødte hingst var sidst ude af startboksen fra spor 10 og blev øjeblikkeligt trukket helt ind til rails af jockey Ryan Moore, hvorefter parret lunede sig i bageste del af feltet indtil opløbsstrækningen. Her sad Moore iskoldt stille på ryggen af Efisio-sønnen, der klistret op af rækværket fløj forbi den ene konkurrent efter den anden for med 200 meter tilbage at ramme fronten.
På dette tidspunkt så sensationen faktisk ud til at være en kendsgerning, men på de allersidste meter fik Wayne Smith presset Instant Recall foran med det absolut mindst mulige og Calrissian måtte desværre se sig slået til andenpladsen.
Træner Lars Kelp var på plads i Dubai og så sin topsprinter levere sit livs hidtil bedste præstation i det gode Listed-opgør, og på trods af den øjeblikkelige ærgrelse var han meget stolt over løbet.
“Han viste sig bedre end nogensinde, og for første gang under opholdet blev han redet rigtigt. Han er altid lidt langsomt ude af startboksen, og de jockeys der har redet ham tidligere har brugt hans speed med det samme for at hente de tabte længder ind. Denne gang fik han stille og roligt tid til at galoppere sig ind i løbet, og det var så tæt på at lykkes. Med en sejr i dag havde han måske fået en plads på World Cup-dagen, så det er næsten ikke til at bære at være så tæt på og alligevel ikke vinde”, fortalte Kelp kort efter hestene var løbet over stregen.
Andenpladsen i Al Quoz Sprint (L) var 40.000 US$ værd, hvilket svarer til ca. 200.000 danske kroner, så Calrissian kommer hjem til Danmark med et helt fint regnskab fra Dubai-turen.
“Og så må man ikke glemme at han nu endelig er ved at komme rigtigt til sig selv. Han startede ikke som 2-årig og igennem hele 3-årssæsonen udviklede han sig uden helt at nå de højder jeg ved han rummer. Han fungerer jo både på dirt og græs, og jeg har svært ved at se hvilken skandinavisk sprinter der skal kunne slå ham i de store opgør i 2008 – hvis ellers han overhovedet kommer med hjem til Skandinavien, for vi har allerede fået flere henvendelser fra interesserede købere efter hans præstation i dag”, slutter Lars Kelp fra Nad Al Sheba.
Senere på aftenen var Niels Petersen-trænede The Pirate til start i Zabeel Mile (L) over 1600 meter græs, men det gik ikke nær så godt som for Calrissian. Primatico-sønnen sluttede på løbets ottendeplads, godt ni længder bag vindende Third Set.
The Pirate lå længe velplaceret undervejs, og rundt opløbssvinget var han fremme som fjerde udvendigt, men Espen Ski måtte allerede inden feltet ramte den lige strækning være efter sin hest, og det stod tidligt klart at han ikke ville få med udfaldet at gøre. Lige i sine tidligere starter blev The Pirate dog ved med at kæmpe og faldt æren i behold i det godt besatte Listed race.