fbpx

Buick til tops i Irish Oaks (Gr.1) med Great Heavens

Den gigantiske succes fortsætter for William Buick, der lige nu er det absolut varmeste jockeynavn i Europa. Søndag eftermiddag red den dansk/engelske jockey endnu en klassisk Gruppe-1-sejr hjem for sin arbejdsgiver John Gosden, da Great Heavens (Galileo) stormede forbi sine konkurrenter i Irish Oaks (Gr.1) på The Curragh.



Great Heavens så ellers ud til at have udspillet sin rolle da der manglede 600 meter af opgøret, men hun fandt et ekstra gear midt i opløbet og kunne til slut sejre ganske sikkert i hænderne på Buick.

Blot 24 timer forinden var William Buick kort slået til andenpladsen i King George (Gr.1) på Ascot, og det var i bøjlerne på Great Heavens’ bror Nathaniel. Det var således en stor weekend for en af verdens mest betydelige avlshopper, Silver Hawk-datteren Magnificient Style.

Netop Magnificient Style har udover Nathaniel og Great Heavens også produceret Fillies Mile (Gr.1)-vinderen Playful Act, Sun Chariot Stakes (Gr.2)-vinderen Echoes In Eternity, Fielden Stakes (L)-vinderen Petara Bay, Very One Stakes (G3)-vinderen Changing Skies og den tidligere danskejede US Grand National (G1)-vinder Percussionist, der som fladløbshest bl.a. vandt Lingfield Derby Trial (Gr.3) og var fjerde i Epsom Derby (Gr.1).

Magnificient Style har været en ren vidunderhoppe, og i Sverige brøster opdrætter Madeleine Brixner sig af at have en halvsøster til den internationale superproducer i form af Holy Bull-datteren Holy Mia, der blev handlet på Goffs November Sale i 2010 i fol ved Diamond Green (Green Desert).

Resultatet af ifolingen er en brun hingsteåring, der i år fremstilles på Täbys åringsauktion.

Med en mor der er søster til Magnificient Style og en moderlinje der hele tiden øges med toppræstationer på højeste internationale niveau, er avlshoppen Holy Mia noget af det mest interessante på skandinaviske breddegrader, og tidligere i 2012 fik hun endnu et hingsteføl efter Majestic Missile.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top