Pia og Joakim Brandt-trænede Mondo Man, som delejes af norske Nils Petter Gill, er på søndag blandt de 15 deltagere i det franske Derby – Prix du Jockey Club (Gr.1) – på Chantilly. Og Mondialiste-sønnen får William Buick i bøjlerne.
“Jeg håber på, at det bliver William”, sagde Nils Petter Gill til GalopSport, da han overværede løbene på Klampenborg i lørdags, og nordmanden fik sit ønske opfyldt.
Gill og trænerparret Brandt ejer hver 25% i Mondo Man, mens de resterende 50% ejes af Serge Stempniak – ejeren af sidste års Prix du Jockey Club (Gr.1)- og Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1)-vinder Ace Impact (Cracksman).
Mondo Man starter altså i de samme farver, som sidste års eminente vinder.
Den fukse hingst har hidtil startet fire gange i karrieren, hvoraf det er blevet til en enkelt sejr over 1900 meter i Deauville.
Siden sejren i begyndelsen af februar har han været tredje i Prix Maurice Caillault (L) over 1800 meter i Chantilly og senest anden i Prix La Force (Gr.3) over samme distance på Longchamp.
Mondo Man stod længe anmeldt til Svenskt Derby den 14. juli, men efter andenpladsen i Prix La Force (Gr.3) og udsigten til, at kunne matche de bedste 3-årige i den franske årgang, blev han slettet ved seneste forfeit.
Prix du Jockey Club (Gr.1) rides over 2100 meter og er programsat til at starte kl. 16:05 på søndag.