Det er mange år siden Jydsk Væddeløbsbane i Århus har haft besøg af så stort et talent som Fredrik Reuterskiöld-trænede Bosun’s Watch, og lørdag eftermiddag blev Singspiel-sønnen én af historiens mest overlegne vindere af Jyllandsløbet over 2200 meter med 220.000 kroner i førstepræmie.
Under Jacob Johansen blev Bosun’s Watch pakket ind fra start og lå længe placeret midt i feltet, hvor hestens lange aktion ikke helt kom til sin ret. Da hestene kom ud på bagsiden for anden gang trak Johansen Bosun’s Watch et spor ud i banen og ekvipagen begyndte straks et kraftigt avancement der i løbet af få sekunder placerede dem i front med en række halsende konkurrenter efter sig. Den vindende jockey kunne lang tid før mål sætte hænderne ned og se sig tilbage efter modstanderne som kæmpede deres helt egen kamp om andenpladsen, og mens Bosun’s Watch majestætisk galopperede over målstregen var der anderledes dramatik bagved.
Her skød Hoffman/Marc Stott frem udvendigt i banen og koblede et greb på de indvendigt liggende Rockfonic/Eduardo Pedroza, Danish Light/Espen Ski og Cordwain/Mark Larsen. Hoffmann trak dog ind i banen og skabte en kædereaktion der gik værst udover Danish Light som totalt mistede aktionen og faldt fra til femtepladsen. Efter længere tids granskning af løbsfilmen valgte voldgiften at deklassere Hoffmann fra anden til femtepladsen, hvormed Cordwain fik tildelt andenpladsen med Arabian Word/Per-Anders Gråberg og Danish Light som ny tredje og fjerde.
Sejren i Jyllandsløbet var Bosun’s Watch’s tredje i lige så mange starter, og den yderst talentfulde 3-årige hingst har nu for alvor løbet sig ind i den absolutte skandinaviske 3-årselite. Easy KBs stjerne blev dog købt så sent sidste år at han ikke bliver aktuel i Derbysammenhæng, men Norsk 2000 Guineas er dog på programmet i første omgang, og så bliver det ellers interessant at se om Fredrik Reuterskiöld melder ham til Scandinavian Open Championship (Gr.3) når Klampenborg næste fredag den 8. juni har deadline til løbet.
Hurricane Flyer fra start til mål i Petit Prix
Algarve Bloodstock Petit Prix over 1550 meter blev endelig forløsningen for Lars Kelp-trænede Hurricane Flyer, der i fjor blev importeret til Skandinavien med enorme forventninger tilknyttet sig.
Hurricane Flyer havde dog alt andet end imponeret ved sine to første starter på Klampenborg og Jägersro, men nu ser det dog ud til at Klampenborg-træneren har fået sat skik på Royal Applause-sønnen, der under Manuel Santos tog teten fra start og herefter førte hver en meter af distancen.
Downbeat/Mark Larsen fulgte efter Hurricane Flyer som en skygge, men hesten var ikke i stand til at fange den førende i opløbet, og sejren blev ganske overlegen med godt fem længder.
Per-Anders Gråberg tabte stigbøjlen på Air Force Eleven kort inde i opløbet, men Cajun Cadet-sønnen kæmpede sig dog tappert hjem til tredjepladsen før Da Vinci/Jacob Johansen og Joseph Locke/Le Tølbøll. Der var gode 69.000 i førstepræmie til Hurricane Flyer, der ejes af Light Valley Stud, TLP Racing og Stald Rainbow.
Spirit Du Logis let vinder af Consolation
Ligesom Lars Kelp har den norske championtræner Rune Haugen efter en tavs indledning på sæsonen fået fart under hestene nu, og i Algarve Bloodstock Consolation over 2200 meter indfriede Pennekamp-sønnen Spirit Du Logis favoritværdigheden da han med Mark Larsen i sadlen let henviste Rock Of Tara/Eduardo Pedroza til andenpladsen med godt fem længder. Ladyline/Jacob Johansen blev tredje før Red Lightning/Ann-Charlotte Nielsen og Chiave/Espen Ski. Førstepræmien i løbet var 37.000 kroner til norske Bjarne Randby.
Ny triumf for Olsen og Johansen
Jacob Johansen er øjeblikkets mest formstærke jockey i Skandinavien, og foruden sejren i Jyllandsløbet kunne han også rejse hjem som vinder af Jydsk Champion Stakes, hvor han red Bent Olsen-trænede Green Calibre til en sikker sejr før Eko Arabian Night/Mark Larsen og Fusilier/Luis Villarroel. Green Calibres sejr sikrede ejer Henrik Villadsen 63.000 kroner i førstepræmie.
I løbet forinden havde Espen Ski redet Ole Larsen-trænede Double Ess til sejr før Red Bob/Kim Andersen og Megachief/Marc Stott.
Dagens øvrige galopløb på Jydsk Væddeløbsbane blev vundet af Crostini/Le Tølbøll og New Caladonia/Fredrik Johansson.