Flemming Poulsen sadlede lørdag eftermiddag sin første hest som fransk træner, da 3-årige Blue Horseshoe fik debut på Saint-Cloud i Paris.
På forhånd havde Poulsen regnet med en god præstation af Pennekamp-sønnen, og selv om modstanderne alle var ustartede og dermed svære at bedømme, håbede træneren på en plads i præmierækken.
Blue Horseshoe fik dog aldrig med udfaldet at gøre, og hesten lå hele tiden i den tunge ende af feltet. Da det for alvor gik stærkt kunne hesten ikke følge med og sluttede på en sidsteplads – ca. 25 længder bag vindende Art Master.
Det blev således en skuffende start for Flemming Poulsen, der dog i de kommende 14 dage har flere chancer for at tage revanche, idet heste som Porsa System, Fixboard, All Ambition og Hoo La Baloo alle står foran deres respektive debuter i det franske.