Black Sam Bellamy-føl på Woodland Stud i Nordjylland

Kl. 20.00 mandag aften hjalp Tina og Flemming Salomonsen et brunt hoppeføl til verden på et af Danmarks nyere fuldblodsstutterier, Woodland Stud i den nordjyske by Arden.


Føllet er efter den dobbelte Gruppe-1-vinder Black Sam Bellamy (Sadler’s Wells) og Mas Media-datteren Popsy. Black Sam Bellamys første årgang er 2-årige i 2007, og når man tænker på helbroderen Galileos gigantiske succes med sine to første årgange, er der naturligvis en del at leve op til for den tyskejede avlshingst.

Popsy vandt to løb og var placeret fem gange i kun 12 starter, og som datter af den gode producer Golden Express (Bay Express) kommer hun fra en stabil familie med vindende søskende som Philipski, Simonski, Golden Night, Rævhede og Venus Williams.

På Stutteri Hjortebo kom et brunt hingsteføl efter AcademyAward og Creole Legend (Cajun Cadet) til verden søndag aften. Creole Legend vandt selv Norsk Rikstoto Grand Prix og opnåede 79 i handicap, men hun er utvivlsomt bedre kendt som halvsøster til Skandinaviens bedste hoppe Funny Legend (Funambule).

Den nyfødte hingst er første afkom efter Creole Legend, som Stutteri Hjortebo købte af norske Stall E & F efter endt løbskarriere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top