fbpx

Aramus fra start til mål på Jägersro

Francisco Castros 8-årige brune hingst Aramus var torsdag eftermiddag tilbage på vinderpladsen efter lang tids fravær, og under Manuel Santos fik Roi Danzig-sønnen bevist at hans karriere langt fra er forbi selv om en skade har holdt ham væk fra væddeløbene i langt over et år.


Aramus havde fået comeback i Täby Open Sprint Championship (Gr.3) den 11. september med en 13. plads bag staldkammeraten Pipoldchap. Med dette løb i kroppen var Aramus klart forbedret denne gang, og i det 1000 meter lange Malmöhuslöpning katapult-startede han og tog fronten fra både staldkammeraten Media Hora og forhåndsfavoritten Maxim’s.

I opløbet forsvarede Aramus sig glimrende og kunne til slut sejre sikkert før Media Hora, mens Maxim’s aldrig rigtig fik fat i de to hjemmebaneheste. Der var 35.000 kroner i førstepræmie til Aramus, der her vandt karrierens 20. sejr i 34 starter.

Francisco Castro har endnu ikke taget endelig stilling til om Aramus på ny skal forsøges i Dubai over vinteren.

Manuel Santos var dagens mand på Jägersro med tre dagssejre. Foruden sejren med Aramus vandt Santos også med Wiesensturm og Survivor Lad. Dermed gik chileneren forbi Jacob Johansen i jockeychampionatet. Begge ryttere har opnået 20 sejre, men Santos fører med flest andenpladser. Championaterne på Jägersro bliver afgjort på Kriteriums-dagen på søndag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top