Først var det Svenskt Derby på Jägersro. Dernæst Norsk Derby på Øvrevoll. Og søndag eftermiddag indtog Stall Perlens 3-årige Appel Au Maitre Täby med en skånselsløs udklassering af sine konkurrenter, da han under Fredrik Johansson vandt Stockholm Cup International (Gr.3) med hele otte længder foran den danskopdrættede stjerne Peas And Carrots, der igen havde tre længder til sin staldkammerat Jagodin på tredjepladsen, mens Bent Olsen-trænede Alnitak blev fjerde før Angel De Madrid.
Den engelske gæst Sudan, der i juni vandt Gruppe-1-løbet Gran Premio di Milano var helt under isen og allerede på bagsiden måtte jockey Richard Hughes være hårdt efter ham, for derefter at opgive ævret og tage hesten op kort inde i opløbet.
Hvilken opvisning!
Fredrik Johansson serverede endnu engang et fejlfrit ridt, og allerede i slutningen af opløbssvinget kunne den svenske superstjerne kigge sig over begge skuldre og konstatere at der ingen konkurrence var at finde. Appel Au Maitre havde fuld kontrol over en velgående Peas And Carrots, og ingen af feltets øvrige deltagere havde mulighed for at levere samme acceleration som Starborough-sønnen, der blev redet i hænderne til målstregen og leverede en opvisning der næsten kunne sammenlignes med den Collier Hill præsterede i samme opgør for et år siden.
Førstepræmien i Stockholm Cup International (Gr.3) var ca. 375.000 kroner værd for Appel Au Maitre, der fortsat er ubesejret i Skandinavien med to Derby-sejre og en Gruppe-3-triumf i bagagen, og derudover har han naturligvis også al ære af sin andenplads fra Union-Rennen (Gr.2) og fjerdepladsen i BMW Deutsches Derby (Gr.1).
Bedre end Valley Chapel
Men Appel Au Maitre er endnu bedre nu end han var ved fjerdepladsen på Hamburg Horn for to måneder siden, og det vil være altoverskyggende spændende at se ham tilbage i kamp mod en række af kontinentets bedste heste, hvilket vi kun kan håbe bliver en realitet som afslutning på en sæson der aldrig tidligere er blevet leveret af en 3-årig hest i skandinavisk træning.
Appel Au Maitre overgår sin forgænger Valley Chapel, og kapacitetsmæssigt er han på nuværende tidpunkt endnu længere fremme end Danmarks tidligere internationale flagskib Dano-Mast – spørgsmålet er i virkeligheden som der nogensinde har været en bedre hest i Skandinavien, og svaret er højst sandsynligt et nej.
Boldene jonglerer i luften
Wido Neuroth jonglerer nu med en masse bolde, og sammen med ejerparret Bente og Magne Jordanger skal han nu lægge en plan for resten af sæsonen. Den sikre udgave vil naturligvis at starte i Svenskt St. Leger på Täby, hvor han atter engang vil knuse sine jævnaldrene konkurrenter. Alternativt har Wido Neuroth kigget på et Gruppe-3-løb i Baden-Baden, men den på papiret mest interessante opgave er naturligvis Prix Dollar (Gr.2) lørdag den 6. oktober på Longchamp Paris.
Adgangsbillet til Hong Kong?
Wido Neuroth luftede allerede i februar måned idéen om, at såfremt Appel Au Maitre blev så god som han håbede og regnede med, så kunne en start i Paris meget vel komme på tale, idet netop sejren i Prix Dollar (Gr.2) var det der i 2002 gav Flemming Poulsen-trænede Dano-Mast “adgangsbilletten” til deltagelse i the Hong Kong Cup (Gr.1) på Sha Tin i december. Appel Au Maitre opretholder endnu sit engagement i Prix Dollar (Gr.2), men om det også bliver den næste opgave for den fukse hingst må vi vente lidt endnu med at finde ud af.