Wido Neuroth-trænede Appel Au Maitre sluttede mandag eftermiddag fjerde gennem mål i det tyske Gruppe-3-løb Frühjarhspreis des Bankhaus Metzler over 2000 meter i Frankfurt, hvilket efter omstændighederne må betegnes som et godkendt resultat efter flere problemer undervejs med den længe førende Allanit/Terry Hellier, der bestemt ikke gjorde livet let for sidste års skandinaviske 2-års Champion.
Eddie Ahern placerede Appel Au Maitre som tredje udvendigt fra start, og på bagsiden var Starborough-sønnen yderst velgående bag førende Allanit, mens forhåndsfavoritten Shrek/Eduardo Pedroza fik en perfekt rejse lige bag de forreste.
I sidste del af opløbssvinget forsøgte Ahern at slippe væk med Appel Au Maitre, men endnu engang blev han generet af urutinerede Allanit, alt imens både Shrek og Axxos/Andrasch Starke fik masser af plads indvendigt da Allanit brød ud.
Alligevel så Appel Au Maitre længe ud til at kunne være med i afgørelsen, men kræfterne slap op 200 meter fra mål, og han kom i mål som fjerde, fire længder bag vindende Shrek. Allanit sluttede lige foran Appel Au Maitre i mål, og rækkefølgen forblev således på trods af Eddie Aherns protest. Der var 3.000 euro i præmie til Stall Perlen for fjerdepladsen.