Skandinaviens uovertrufne championhest i 2007, Wido Neuroth-trænede Appel Au Maitre, har fået en officiel invitation til deltagelse i The Hong Kong Vase (Gr.1) på Sha Tin den 9. december.
Wido Neuroth anmeldte tidligere hesten til løbet med håbet om at der ville blive plads i feltet, men med invitationen i hånden er Appel Au Maitre både sikret deltagelse samt dækning af alle rejseomkostninger såfremt der gives grønt lys fra den norske storstald.
“På nuværende tidspunkt har vi ikke lagt os fast på noget. Vi er meget beærede over at være inviteret til deltagelse i et af verdens største løb over 2400 meter græs, og Appel Au Maitre er virkelig godt tilpas efter rejsen til Frankrig, men det har været en lang sæson allerede og vi regner med at have en hest med yderligere udvikling i sig til næste år, så citronen skal ikke presses på nuværende tidspunkt, med mindre alting forløber optimalt”, fortæller Wido Neuroth, der har indtil den 20. november til at bestemme sig for om Starborough-sønnen skal ud på sit livs hidtil længste rejse.
Afkom ud af Pretty Girl til stalden
Én af Wido Neuroths største bedrifter som træner var da han i 2000 sadlede Polish Precedent-datteren Pretty Girl til andenpladsen i Tattersalls Houghton Sales Stakes bag den senere Champion Mozart, og Pretty Girl vandt sidenhen også Norsk 1000 Guineas.
Pretty Girl er selv halvsøster til Canadian International (Gr.1)-vinderen Mutamam, og hendes mor Petal Girl er halvsøster til selveste Mtoto og Savoureuse Lady, hvor sidstnævnte er mor til den tidligere Neuroth-trænede Delicieuse Lady som vandt Vinterfavoritterne i Klampenborg og siden selv blev mor til den franske Derby (Gr.1)-vinder Blue Canari.
På Tattersalls October Yearling Sales i sidste måned erhvervede Wido Neuroth sig en åring efter netop Pretty Girl, i form af en brun hoppe efter Dubai Destination (Kingmambo). Pretty Girls første afkom hedder Perfect Flight og er to år i 2007, hvor hun er vinder og placeret i England. Åringen kostede 32.000 guineas, og Neuroth skal træne hende for Stall Zuccini.
På samme auktion fik Appel Au Maitres ejer Stall Perlen hammerslag på en brun hoppe efter Singspiel – Reine de Neige v. Kris. Åringen er halvsøster til to vindere, og hendes ustartede søster Winning Girl har i avlen produceret Wizard Of Noz, der har været tredje i både Champagne Stakes (Gr.2) og Horris Hill Stakes (Gr.3).
Prisen for denne Singspiel-datter var 155.000 guineas, svarende til ca. 1,86 millioner kroner.
Endnu en Hawk Wing
Tidligere på året erhvervede Stall Perlen sig en Hawk Wing-åring for 440.000 euro – ca. 3,35 millioner kroner – og på den seneste Deauville-auktion i oktober fik Wido Neuroth endnu en Hawk Wing-søn til stalden. Den brune hingst er ud af Be My Guest-hoppen Touch Of Class, der tidligere har bragt den dobbelte Prix Dollar (Gr-2)-vinder Touch Of Land. Åringen ejes nu af Funny Legends forbindelser Stall E & F og kostede 40.000 euro.
“Unghestesiden ser bestemt ikke kedelig ud, og glem heller ikke at jeg allerede inden den danske åringsauktion købte to fine moderlivsimporter efter Sagacity og Okawango på Stutteri Hjortebo”, forklarer Wido Neuroth.
Celeste – helsøster til Doctor Dino!
Én af de mest interessante og værdifulde hopper der overhovedet findes i Skandinavien lige nu er blot to år gammel og i træning hos Wido Neuroth. Det drejer sig om Muhtathir-datteren Celeste, der i sit livs første tre starter har vundet Stig Holms Memorial og været anden i bl.a. Vinterfavoriternas Pris bag Sirjoshua Reynolds.
Det mest interessante ved Celeste er dog, at hun som datter af Priolo-hoppen Logica er helsøster til Doctor Dino, der i år har henrykket på tre forskellige kontinenter med en lang række pragtresultater.
I foråret var Doctor Dino tredje bag Dylan Thomas i Prix Ganay (Gr.1) og han opnåede samme placering i både Singapore Airlines Cup (Gr.1) i Singapore og Arlington Million (Gr.1) i Chicago. Siden vandt han Man O’War Stakes (Gr.1) på Belmont Park, inden han tilbage i Europa senest var tredje i Champion Stakes (Gr.1).
“Derudover købte jeg faktisk en halvbror til Celeste og Doctor Dino efter Okawango – han var klaphingst og der var ikke den store interesse for ham på auktionen, men i dag er han vældig fin og har ligesom Celeste en spændende fremtid foran sig”, slutter Wido Neuroth, der i år med sikkerhed kan kalde sig både Norsk og samlet Skandinavisk Championtræner når sæsonen slutter.