fbpx

Angel Field og Entangle Rose til bedækning i Frankrig

Sidste sæsons svenske 1000 Guineas-vinder, Angel Field, og forrige sæsons svenske St. Leger-2’er, Entangle Rose, debuterer begge i avlen i 2024. De to hopper skal endda samme vej mod Haras de Beaumont i Frankrig, hvor der venter dem et besøg hos den franske Derbyvinder Intello.


Intello. Foto: Haras du Quesnay.

14-årige Intello (Galileo) indledte stutterikarrieren for 10 år siden til en bedækningstakst på 25,000 pund på Cheveley Park Stud.

I perioden mellem 2014 og 2022 stod han skiftevis på Cheveley Park og Haras du Quesnay, men i fjor blev han flyttet til Haras du Beaumont, hvor han står til en takst på 8,000 euro.

Intello er indtil videre far til de tre Gruppe-1-vindere Junko, Adhamo og Intellogent, som har vundet deres største triumfer i henholdsvis Tyskland, USA, Hong Kong og Frankrig. Desuden er Galileo-sønnen far til den tyske Gruppe-2-vinder Waldbiene, til otte individuelle Gruppe-3-vindere og yderligere 11 individuelle Listed-vindere.

Har er endnu ikke far til mange afkom i Skandinavien, men én af hans døtre – Intella – vandt Norsk 1000 Guineas i i 2022.


Angel Field vandt to af sin karrieres tre starter – herover ses hun ved sejren i debuten på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

Angel Field (Harry Angel) er kun lige fyldt fire år, men hun er allerede klar til at debutere i avlen efter hun pådrog sig en skade i fjor. Hun nåede kun at starte tre gange i karrieren, og de tre starter blev omsat i to sejre samt en andenplads.

Efter at have aflagt maidentitlen i sin debut på Klampenborgs premieredag i fjor, sluttede hun stærkt af til en delt andenplads med den senere Oaks-vinder Keep On Dancing (Moohaajim) bag Bad Investment (Wilshire Boulevard) i Mowerinaløb, og derefter tog hun en overlegen triumf i Svenskt 1000 Guineas på Bro Park foran Got A Lot (Camelot) og Thunder Sea (Night Of Thunder).

Sidstnævnte vandt siden både Norsk 1000 Guineas og Norsk Oaks.

Angel Field, der var i træning hos Bent Olsen på Klampenborg, er opdrættet af Godolphin og femte vindende afkom ud af den vindende Storm Cat-hoppe Gracefield, som bl.a. også har produceret Listed-placerede Galles (Bernardini).

Selv er Gracefield ud af Fillies Stakes (Gr.3)-vinderen og Irish 1000 Guineas (Gr.1)-3’eren Illustrious Miss (Kingmambo), og hun er dermed halvsøster til Cherry Hinton Stakes (Gr.2)- og UAE 1000 Guineas (L)-vinderen Gamilati (Bernardini) og helsøster til Listed-placerede Late Romance.

Den stærke moderlinje tæller desuden også navne som den dobbelte Grade-1-vinder Political Ambition og Frizette Stakes (G1)-vinderen Silver Maiden.

Angel Field ejes fortsat af L.T. Racing og Slangerupgaard, og hun er sammen med King Ferdinand (Elusive City), Lucien (Hurricane Red) og Slava Ukraini (Moohaajim) blandt de nominerede i kategorien Årets 3-årige Hest ved Hestesportens Galla den 10. februar.


Entangle Rose og Elione Chaves ved den overlegne sejr i Göteborg i fjor. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

Ann og Bernt Dahls 5-årige Entangle Rose (Flintshire) skal ligesom Angel Field bedækkes for første gang i år, og også hér er valget faldet på Prix du Jockey Club (Gr.1)-vinderen Intello.

Med beslutningen om selv at beholde Entangle Rose og opstalde hende permanent på York Stutteri, videreføres blodet også fra én af de bedste skandinaviske væddeløbsheste i det nye millennium, Pivotal-datteren Entangle.

Entangle vandt 20 gange i en glorværdig løbskarriere, som inkluderede triumfer i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), Polar Mile Cup (L) tre gange, Bloomers’ Vase (L) tre gange, Semb Hovedgård Hoppeløp (L) tre gange, Klaveness Minneløp (L), Coolmore Matchmaker Stakes (to gange), Lanwades Stud Stakes (L), Norsk 1000 Guineas og Norsk Oaks.

Hun blev kåret som Champion i Skandinavien både som 3-årig i 2009 og som ældre hoppe i 2010 og 2012.

Efter endt løbskarriere blev Entangle solgt til USA, og hun er blevet mor til fire vindende afkom ud af lige så mange startende.

De tre første er vindere i USA, heriblandt Stakes-vinderen Dalarna (K One King), og så er der datteren Entangle Rose, som Ann og Bernt Dahl importerede som åring og igennem tre sæsoner havde i træning hos Cathrine Erichsen på Øvrevoll.

Entangle Rose startede ikke som 2-årig, men forbedrede sig stødt og roligt igennem sin klassiske sæson, og hun var blot en hals fra at blive klassisk vinder i Svenskt St. Leger. Hér blev hun akkurat på målstregen henvist til andenpladsen af Amanda (Appel Au Maitre).

I fjor var Entangle Rose tilbage på Göteborgs græs og vandt over 2200 meter en knusende overlegen sejr med 15 længders afstand til Aviation (Juniper Tree). Hun sluttede sin karriere, som desværre kun nåede at byde på 12 starter, med en femteplads på Bro Park.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top