fbpx

Alexander Goldrun med kort hoved i Hong Kong Cup (Gr.1)

Afslutningen på årets World Series på Sha Tin i Hong Kong resulterede i en stor triumf for Jim Bolger-trænede Alexander Goldrun, der med kort hoved besejrede Bullish Luck, mens Touch Of Land blev tredje.



Den 3-årige hoppe Alexander Goldrun kom med en halvfrisk sejr i bagagen fra Prix de l’Opera (Gr.1) på Longchamp i oktober, men at hun kunne sætte feltets hingste til vægs i Hong Kong Cup var alligevel en stor overraskelse for de fleste.

Tredjehesten Touch Of Land kom også med en sejr fra Prix de l’Arc-meetinget, hvor han havde taget sig af Prix Dollar (Gr.2).

Dermed gik Touch Of Land direkte i Dano-Masts fodspor, idet den ex-danske hingst ligeledes først vandt Prix Dollar og derefter fulgte op med tredjepladsen i Hong Kong Cup for to år siden.

Med til historien er, at Dano-Masts delejer Composit ApS i efteråret erhvervede sig en lillebror til netop Touch Of Land på åringsauktionen i Baden-Baden. Sikke et sammentræf!


Også i Hong Kong Vase (Gr.1) over 2400 meter gik sejren til England i form af Andrew Balding-trænede Phoenix Reach, som med en halv længde henviste Godolphins Sights On Gold til andenpladsen, hvorefter sidste års vinder Vallee Enchantee kom ind som nummer tre.

I Hong Kong Sprint (Gr.1) over 1000 meter viste lokale Silent Witness sig endnu engang knusende overlegen i forhold til sine konkurrenter, og den lynhurtige hest tog her sin 13. sejr i træk.

Forbindelserne til Silent Witness øjner nu muligheden for at tangere og måske endda overgå Cigars fantastiske rekord med 16 sejre i træk.

I Hong Kong Mile (Gr.1) over 1600 meter fik Godolphins Firebreak endelig sin første Gruppe-1-sejr, da han med trekvart længde henviste Perfect Partner til andenpladsen.

I sadlen på Firebreak sad naturligvis Frankie Dettori, som blev Verdensseriens vinder på ryttersiden.

Dettoris arbejdsgiver Godolphin vandt blandt ejerne, Godolphins træner Saeed bin Suroor strøg til tops blandt trænerne, men det blev tyske Epalo som vandt Verdensserien blandt de firebenede.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top