fbpx

Brownie skal forsvare sin Sveaas-triumf

Bent Olsen-trænede Brownie gør blot sæsonens start nummer fem, når han på søndag galoperer til start som forsvarende vinder af Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll.


Brownie og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Brownie og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Det er en hest, som vi meget gerne vil have glæde af i flere år, så hvorfor starte oftere”, siger Bent Olsen onsdag til GalopSport. “Han har for længst tjent sig hjem for i år, akkurat som i fjor”.

For anden sæson i træk er Brownie den mest vindende hest i dansk træning. Indtil videre med 880.676 kroner siden sæsonstarten, eller 220.016 kroner pr. start.

”Det er naturligvis helt utrolige tal efter dansk målestok, men det er også en utrolig god hest, som går på alle underlag”, siger Bent Olsen om hesten, som sidste år indløb 1.061.938 kroner i otte starter.

”Han har vundet 40 procent af sine starter, og været blandt de tre første i 80 procent af sine løb, og vi taler altså om øverste etage her i Skandinavien”, fortsætter Olsen, som hverken vil bekræfte eller afvise, at Brownie skal gøre sin første start udenfor Skandinavien i indeværende sæson.

”Jeg har modtaget flere invitationer til ham, nu må vi se. Min planer lige nu går ikke længere end til på søndag, og derefter Nickes Minneslöpning på Stockholm Cup-dagen – selvfølgelig forudsat,at  han går godt på søndag og kommer fint over løbet”, beretter Bent Olsen, som har en enkelt deltager med i Norsk Derby (L) i form af Kjeldsbjerggaards Istan.


Alberone og Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Alberone. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Til trænerens store ærgrelse er Alberone ikke med i Norsk Derby på søndag.

”Det er så uheldigt, som det kan være. Jeg måtte slette ham i Klampenborgs derbyweekend på grund af feber, og dermed blev han stående på 76 i tal. Ikke så sjovt for en hest, som kan 85″, hævder Bent Olsen og fortsætter:

”Han legede med modstanderne ved sejren i sin seneste start. Der var godt otte længder ned til andenhesten, og yderligere en længde ned til Rosa på tredjepladsen”.

”Det bliver en mægtig hest, det her, men noget Derby kommer han nu aldrig til at prøve i sin karriere. Surt”, afslutter Bent Olsen.


Program: Øvrevoll, søndag 27. august kl. 12.30.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top