Vi er gået ind i World Cup-ugen. Mandag morgen blev der starterklæret til lørdagens ni løb på Meydan, hvor den samlede præmiesum runder 30 millioner US$. 14 deltagere blev starterklæret i selve Dubai World Cup, som tæller verdens bedste dirthest, Arrogate.
Der er endnu ikke trukket lod om startsporene til World Cup-dagens fem Gruppe-1-løb, men det står klart, at Arrogate naturligvis får sin faste makker, Mike Smith, i bøjlerne når starten går lørdag aften.
Arrogate er med sin OR på 134 – svarende til et omregnet skandinavisk handicap på 107 – samtlige World Cup-konkurrenter klart overlegen, og på papiret er de værste konkurrenter ligeledes amerikanske Gun Runner samt japanske Awardee, som begge står med en rating på 118, svarende til 99.
Rent matematisk skal Arrogate altså vinde Dubai World Cup og førstepræmiens seks millioner dollars med otte længder.
Mens der er fuldt hus i Dubai World Cup, er der noget mere overraskende kun starterklæret syv heste i Dubai Sheema Classic (Gr.1) over 2400 meter græs.
Det bliver til gengæld også et brag af et opgør med verdensstjerner som Postponed, Jack Hobbs og Highland Reel blandt de startende.