fbpx

Rikke er et fund

Nordjyden Rikke Munk Sørensen var onsdagens helt store nydelse på væddeløbsbanen i Odense, hvor hun med elegance førte sin egentrænede La Sellier til sejr i det første af to galopløb. Den otteårige hest var konstant med fremme i forreste geled, i det kun seks heste store felt, efter tre afbud.


Mod løbets slutning kom Rikke Munk Sørensens pacebedømmelse på en spændende prøve, da flere konkurrenter forsøgte at indhente La Sellier og hestens makker.

Men alle angreb prællede af på La Sellier, der sejrede med to længder til Klampenborg-hesten Dylan/Louise Møller, mens svensktrænede Nowal/Cathrine Weilby fuldendte totorækken.

Rikke Munk Sørensen er en af stadigt flere alsidige i hestesporten. Hun ses nemlig også ofte som deltager i Monteløbene i provinsen, i den tætte konkurrence med navnlig trioen Mark Larsen, Tineke Borup og Ellen Piltoft.

Det er næppe tvivl om, at Jørgen Mortensens kommende afløser på direktørposten på Aalborg Væddeløbsbane med sindsro kan se en lys fremtid for fuldblodssporten på den lokale egn. Rikke Munk Sørensen er ikke alene på fortet med pilen opad.


Afløseren for Mint Julep og Breeders Love?

Der var heller ingen tvivl om udfaldet i onsdagens galopløb nummer to i det fynske. Britiskfødte Son Altesse styrede fra først til sidst i sin Danmarksdebut, som må give ejer og træner Jette Mose Hansen ambitioner om meget mere. Hesten synes i hvert fald moden til at konfrontere miljøet omkring Dyrehavsbakken. Der skal to til en god kamp, men det var aldrig tilfældet. Son Altesse og Marc Scott sad på flæsket under hele løbet, og tillod aldrig modstanderne at komme ind i billedet for alvor.

Engelskfødte Son Altesse bar blinkers i modsætning til starterne i det tidligere regi, og fireåringen tjente nu dens første penge overhovedet i tilværelsen. Vandt med to længder til Bowland Boy, der virkede noget mere skarp end senest i Klampenborg hvor den kun var femte, nedspillet som staldskrig til 38:10. Debutanten No Risk var tredje. Kom velskolet og gennemarbejdet.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top