fbpx

Double Up slog Hot Marta i hektisk Svenskt Oaks

En omstart med løs hest på banen var med til at gøre Svenskt Oaks til en hektisk affære, men løbet fik en flot vinder i Bo Neuman-trænede Double Up, der under Fredrik Johansson besejrede forhåndsfavoritten Hot Marta med tre længder.


Alt åndede ellers fred og ro omkring startboksen i minutterne op til den planlagte start, men da Sweet Fox Fever pludselig brød igennem startboksen udløste det en kædereaktion der fik hoppens “nabo” Daytime til at springe af uden sin rytter Per-Anders Gråberg, og af sikkerhedsmæssige hensyn havde Jägersros starter ikke andet valg end at åbne lågerne for hele feltet, der derefter galopperede af sted mens sirenen for omstart lød over banen.

Allerede inden feltet var på plads i startboksen igen stod det klart, at Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Hot Marta absolut ikke var tilpas med begivenhederne, og hoppen virkede stresset under Manuel Santos da hun blev trukket rundt på bagsiden af sin træner.

Da starten endelig gik sprang Hot Marta af som den første fra spor ét og drog derefter af sted i et højt tempo som gav hende en 10 længders føring over de første 1400 meter. Med 1000 meter tilbage begyndte en del af feltet små småt at nærme sig, heriblandt Double Up/Fredrik Johansson og Irish Smile/Mark Larsen. Hot Martas galopspring blev så småt kortere, men hun holdt fortsat ganske god fart i toppen af opløbet, hvor kun Double Up lignede en trussel.

Kort inde på den lige strækning fik Double Up kontakt med Hot Marta, og derefter havde Funambule-datteren ingen problemer med at trække afgørende fra til en let sejr. Hot Marta blev en endnu mere sikker nummer to, otte længder før Irish Smile, Melody Star og Sweet Fox Fever på de næste pladser.

Førstepræmiens 270.000 gik dermed til Stall Tjäder i Stockholm, der her så Double Up vinde for tredje gang i karrierens første 12 starter. Double Up er i øvrigt halvsøster til kapable Ancellia, der i Bo Neumans varetægt selv vandt ni gange og tjente over en halv million kroner.


Trieste og Hammer bedst i Altamira

Den svenske Oaks-dag blev en stor triumf for avlshingsten Funambule, der er far til begge vindere af dagens hovedbegivenheder. I Altamira-Löpning over 1730 meter havde Wido Neuroths førstejockey valgt at ride Fortaleza, mens Lennart Hammer var hentet op fra Tyskland til at rides staldens anden deltager, Trieste.

Historien har det med at gentage sig selv indenfor galopsporten, og husker man fem år tilbage i tiden til 2003, stod Wido Neuroth i den præcis samme situation i samme løb, med samme ejer, samme jockey og endda med en storesøster til Trieste. Dengang havde Fredrik Johansson valgt at ride Raadyr – i øvrigt efter Cajun Cadet, som også var far til Fredriks ridt Fortaleza i denne års udgave af Altamira.

Wido Neuroth hentede Lennart Hammer til Jägersro for at ride Topas, og hoppen vandt ganske let, mens Raadyr blev nummer fire.

Denne gang hed vinderen Trieste, ejet og opdrættet af Stall EOS og efter Funambule og Nomination-hoppen Star Speeder. Hoppen vandt let med halvanden længde foran godt afsluttende Catfight/Kim Andersen, mens staldveninden Fortaleza blev tredje før forhåndsfavoritten Look That Chick.

Førstepræmien var 127.500 kroner værd for Trieste, der her vandt karrierens anden sejr i sin sjette start.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top