fbpx

Stor Täby-aften for Stall Rio, Yvonne Durant og Mark Larsen

Den svenske storstald Stall Rio og træner Yvonne Durant havde en fantastisk tirsdag aften i Stockholm med dobbeltsejr i Breeders’ Trophy Classic. Sejren gik til Shade Of Pale/Mark Larsen der besejrede staldkammeraten Arcus/Yvonne Durant. Larsen vandt tilmed også SM Classic med Caroline Strömbergs Django.


Breeders’ Trophy Classic over 1950 meter med 1,3 millioner svenske kroner i samlet præmiesum havde samlet fuldt hus, og favoritværdigheden lå hos den i år ubesejrede Guineas- og Breeders’ Mile-vinder Arcus, som træner Yvonne Durant selv valgte at sidde på ryggen af. Samtidig havde hun overladt tøjlerne på staldens anden deltager, Shade Of Pale, til Mark Larsen.

Da millionløbet skulle afgøres blev det med de to Durant/Stall Rio-heste i spotlight, men Arcus kunne ingenting stille op imod sin staldkammerat, der fik plads til angreb mellem heste indvendigt i banen og fløj frem til en let halvanden længdes sejr under danske Mark Larsen.

Arcus holdt andenpladsen før den stærkt afsluttende danske Derbyvinder Master Kid, der så forrygende ud på bagsiden og rundt opløbssvinget, men som alligevel så ud til at savne den afgørende fart i sit angreb over den kortere distance. Fjerde- og femtepladsen gik til Melody Star og den svenske Oaks-vinder Double Up, alt imens Mikado og Gimme Gimme også nåede at få de sidste præmiepenge med.

Danskejede Carpe Diem formåede aldrig rigtigt at få med udfaldet at gøre og sluttede som niende foran Artie Bucco, mens både Hermion og Cut Royale sluttede endnu længere tilbage i det slagne felt.

Førstepræmien var 652.162 kroner værd for Stall Rio, der tilsammen vandt 978.242 svenske kroner for Breeders-doublen med Shade Of Pale og Arcus. Vinderen er efter Funambule og den rigtig gode avlshoppe See Me, der udover Shade Of Pale også er mor til Oaks- og Listed-vinderen Red Dress On.


Mere Larsen, Durant og Rio!

Jockey Mark Larsen var ikke færdig med at levere resultater denne tirsdag aften, og i SM Classic over 1950 meter kunne han ride Caroline Strömberg-trænede Django til en let to længders sejr foran totalisatorfavoritten Cattleman’s Clipper/Manuel Martinez, der med hoved og hals kunne henvise stærkt afsluttende Quint Essentials og Aladar til de næste pladser.

Førstepræmien i SM Classic var 141.000 til Chess Racing og Mona Nørklit, der her så Django vinde for tredje gang i denne sæson, og det var samtidig Acatenango-sønnens første sejr uden for Klampenborg.

Stall Rio og Yvonne Durant fik endnu en sejr med hjem fra løbsdagen, da Hawk And I med sin træner på ryggen let vandt Treårs-Silverlöpning over 2000 meter, og dagen blev dermed ganske komplet for den stort satsende svenske stald.


Wahl-sejr i SM for 2-årige

SM for 2-årige heste gav sejr til Patrick Wahl-trænede Errol/Fredrik Johansson, der efter en andenplads i debuten bagved Easy Way formåede at vende formen over for denne konkurrent, mens staldkammeraten Rikoschett sluttede tredje. Her var der 162.500 kroner i førstepræmie.

Breeders’ Trophy Classic Consolation over 2000 meter resulterede i årets tredje sejr til Lennart Reuterskiöld-trænede Fairy Kamp, der efter en sej opløbskamp formåede at nedkæmpe længe førende Great White/Luis Santos med hoved, hvorefter der var syv længder til Holma Ivory på tredjepladsen.


Dramatik i SM Sprinters

Et dramatisk SM Sprinters endte med sejr til Wido Neuroth-trænede Simian, der med træner-sønnen Jan-Erik Neuroth fulgte op på sejren i Sofiero-Löpning for en måned siden. Den 3-årige vallak måtte overleve en protest fra jockey Jacob Johansen på favoritten Stormy Grey, der efterfølgende blev flyttet fra fjerde til tredjeplads på bekostning af Sharp View.

Sejren i SM Sprinters blev desværre en bittersød begivenhed for Wido Neuroth, idet trænerens store talent Bucksmoke/Fredrik Johansson brækkede benet undervejs i løbet og ikke kunne reddes.

Vindende Simian er ud af Mas Media-datteren Simmering, der ligeledes er mor til aftenens tidligere vinder Simano, som under Lennart Hammer sejrede i Guldhandicap over 2000 meter.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top