fbpx

Bet25 er årets Derbypartner – og husk Morgengaloppen mandag kl. 7

Klampenborg Galopbane har i en pressemeddelelse offentliggjort, at årets Derbypartner er Bet25. “Spillet på hestene er en implicit del af væddeløbssporten og meget væsentlig for sportens eksistens”, uddyber Carsten Baagøe Schou i dette ‘Derby-interview” med GalopSport.


Opløbet i Dansk Kriterium i fjor, hvor Biot vandt foran My Fortune og Brigadier. Fredag morgen afgøres det, om de tre heste skal mødes igen i Bet25 Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

“Vi var de første, som gik ‘all in’ og blev 100% online. Det kostede nogle dyre lærepenge for banen og Bet25, men der er rettet op på tidligere tiders udfordringer, og nu fungerer onlinespillet som det skal”, fortsætter Klampenborgs administrerende direktør.

Vi synes det er glædeligt, at Bet25 støtter op om galopsporten ved Derbypartnerskabet. Partnerskabet skal ses som en form for belønning for den fremgang vi har været med til at skabe for Bet25 ved utroligt mange ‘sign-ups’ og stigende banespil”.

Siden år 2000 er spillet på heste markant ændret.

“Ja, faktisk er spillet ændret i en sådan grad, at vi som bane har måtte gennemgå en fundamental ændring. Hvor vi tidligere var voldsomt afhængige af omfanget af spillet, er vi i dag ikke honoreret direkte via en procentdel af omsætningen på banen”.

“Men i og med, at spillet for hovedparten af vores gæster er en væsentlig del af oplevelsen ved at gå på væddeløbsbanen, er vi i dén grad interesserede i, at vores gæster har den bedst mulige oplevelse ved at spille”.

“Samarbejdet med Bet25 er velfungerende og vi oplever, at der efterhånden er en accept af – og forståelse for – at spillet nu kun foregår online”, siger en tilfreds Baagøe Schou.


Flemming Velin trio Unconquerable (nærmest), Vatican City (i midten) og Drumroll på græsset ved sidste års morgengalop. De tre heste startede i Det 122. Pokalløb (L) og Unconquerable vandt. Foto: Burt Seeger.

Morgengalop

Klampenborg afholder vanen tro morgengalop fra kl. 7.00 på mandag d. 29. juli.

“Vi byder på morgenmad og en lille skarp til dem der er til det”, inviterer Baagøe Schou.

”Det er en skøn tradition og en dejlig måde at skyde Derbyugen i gang på. De senere år har flere trænere ‘gemt’ deres Derbydeltageres sidste arbejde fra offentligheden, men der er stadig mange heste, der starter på Derbydagen, som gør brug af chancen for en tur på græsset”.

“Simon Stjerne fra Bet25 kommer og trækker lod om startsporene, hvor en repræsentant for hver starthest får muligheden for at vælge i den rækkefølge Simon trækker hesten op af bowlen. Vi håber at mange har lyst til at deltage”.

Publikum i Owners’ & Trainers’ Lounge under startsporslodtrækningen i 2023. Foto: Burt Seeger.

Sportslig fantastisk dag

Derbydagen byder på en perlerække af storløb, og på nuværende tidspunkt synes det sikkert, at Derbydagen vil tiltrække en lang række topheste fra hele Skandinavien.

Løbsdagen er sammensat, så der er storløb for stort set alle kategorier af heste, og muligheden for at have en starthest på den danske Derbydag gør, at flere heste kommer til start end hvis løbene havde ligget på en anden løbsdag, da ejerne ønsker oplevelsen af at have starthest på dagen.

“Starterklæringen er i morgen, så vi kender ikke felterne på nuværende tidspunkt, men ud fra rygterne og reservationer fra hesteejere, lyder det til, at vi får nogle rigtigt fine felter i alle løb”.

“Som væddeløbsarrangør er drømmen altid at få de bedste heste til start, og ydermere, at ejere ønsker at have hest til start ikke kun på grund af præmier og løbsværdi, men fordi oplevelsen af at deltage på Derbydagen er unik”, udtaler Baagøe Schou.

Det tætte opgør i 2023-udgaven af Zawawi Sprint Cup, hvor udvendige Irish Action akkurat tog sejren under Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Listed-status til Elkær Stutteri Fawzia Stakes?

Storløbene på Derbydagen tiltrækker altid topheste, og faktisk vil et løb som Elkær Stutteri Fawzia Stakes få Listed-status, såfremt løbet opnår samme rating som i fjor. Dette er næppe realistisk, med de mange tophopper, som er gået i avlen inden sæsonstarten, men alligevel er det et rigtig godt billede af hvor populært det er at starte på den danske Derbydag.

Stald Seaside og Søren Jensen med løbssponsorerne Stutteri Hjortebo efter Dunkerques sejr i Derby Consolation 2023. Foto: Burt Seeger.

“Der kommer mange gæster”

Derbydagen har altid været en Københavnerbegivenhed, men er nu med en festivallignende dag og et 12 timers event, blevet et endnu større tilløbsstykke.

“Vi har solgt en anelse flere billetter end på samme tidspunkt i fjor, så vi gætter på, at kommer til at være ca. 6.000 gæster, som deltager i årets Derbydag. Alle spisepladser er solgt, og vi glæder os over den store tilslutning”.

“Vi kan mærke, at vi mangler Racing Club, men det ændrer sig forhåbentlig inden længe, når vores projekt forhåbentlig slipper igennem kommunen og kan realiseres kortsigtet”, lyder det fra en forhåbningsfuld Baagøe Schou.

“Mange af de trofaste galopgængere har fortsat ikke forstået, at der er rift om pladserne på Derbydagen, og vi mødes af uforstående stamgæster, som ikke kan forstå at det er blevet nødvendigt at købe billet i tide. Det er jo ikke noget nyt at Derbydagen er udsolgt når det kommer til spisepladser, så vi må trække lidt på smilebåndet, når vi mødes af utilfredshed hos stamgæster, som har vidst de ville til Derby i et år, men som har ventet med at forsøge at købe plads til sidste øjeblik”.

Publikum på Klampenborgs Derbydag 2023. Foto: Burt Seeger.

En stor dag i vente

”Vi synes, at sidste års Derbydag var utroligt vellykket, så vi forsøger at gentage succesen med de tilretninger, som sidste års erfaringer har givet os”.

“I fjor var flowet i entréen rigtigt godt og mange gæster kom tidligt. Det håber vi gæsterne vil gøre igen”.

“Vi oplevede et afterparty, som jeg gætter på mange væddeløbsbaner misunder os. At se området foran vindercirklen forvandle sig til et dansegulv, er noget som os der står for planlægningen, ikke havde forestillet os. Og mon ikke vi når samme højder i år?!”, slutter en spændt direktør for Klampenborg Galopbane.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top