Igen i år stod 360 North Horse Racing bag toplottet på Scandinavian Open Yearling Sale, idet Nils Jansson efter en intens budduel mod Søren Jensen fik hammerslaget på lot 8, en helsøster til årets danske Kriteriumsvinder Eternity Tree. Pris: 560.000 danske kroner.
Den skimle hoppe er efter Juniper Tree (Galileo) og ud af den tredobbelte storløbsvinder Edge Of Eternity (Academy Award).
Samtlige Edge Of Eternitys fire startende afkom er vindere, og de inkluderer udover Kriteriumsvinderen Eternity Tree også årets Derby Trial Stakes-vinder Habla (Juniper Tree) samt Gemstone (Mingun) og Lady Isabell (Born To Sea).
Edge Of Eternity er ud af Mowerina- og Kriteriums-vinderen All Right (Always Fair) og halvsøster til Vinterfavoritten og Jyllandsløbsvinderen Lady Clementine (Richard Of York), som selv har startet sin helt egen gren af storløbsvindere på samlebånd – med Derbyvinderen Sir Henry og øvrige topnavne som Harbour Light, Beaufort Twelve, Silvertown og Baltic Exchange for blot at nævne nogle få.
Den skimle hoppeåring blev solgt til 360 North Horse Racing af York Stutteri og Chris Cordrey.
Forinden havde Nils Jansson også fået hammerslaget på lot 3, en mørkebrun irskopdrættet hoppe efter Footstepsinthesand ud af Danehill Dancer-datteren Pavlopetri, og siden slog han også til på lot 26, en fuks hingst tilhørende første årgang efter Hurricane Red (Hurricane Run) med Listed-vinderen La Petite Chinoise (Dr Fong) som mor.
Begge heste var ligesom toplottet fremstillet af York Stutteri og de kostede henholdsvis 260.000 og 220.000 kroner.
Siden fortsatte Jansson med købet af lot 39, en brun svenskfødt hoppe efter Appel Au Maitre (Starborough) ud af Munay (Desert King) samt lot 81, en brun hoppe efter Sir Percy (Mark Of Esteem) ud af Appéle Amour (Appel Au Maitre).
Lot 39 var fremstillet af Ulf Sjöholm og gik for 80.000 kroner, mens lot 81 var fremstillet af Stutteri Hjortebo på vegne af Stall Perlen og kostede 100.000 kroner.
Auktionens næstdyreste åring var lot 57, en brun hingst fra Kastanjegårdens Stuteri efter Make Believe ud af Pivotal-datteren Spinning Well, der blev købt for 425.000 kroner af Lennart J:r Reuterskiöld på vegne af Zawawi Racing.
Netop Zawawi Racing stod også bag Brian Wilsons køb af lot 33, en hoppe efter Wilshire Boulevard ud af Mariyca (Daylami), der således er helsøster til Breeders’-3’eren Hollywoodboulevard og til Wilson og Zawawis egen Oaks- og Breeders’-vinder Malekha (Juniper Tree). Hoppen blev fremstillet af York Stutteri.
Lennart J:r Reuterskiöld fik lidt tidligere også hammerslaget på lot 52 for 300.000 kroner. Denne gang en mørkebrun hingst efter Shalaa (Invincible Spirit) ud af Speightstown-hoppen Seattle Speight, der i forvejen er mor til topnavne som Marta (Appel Au Maitre) og Mystic Town (Medicean).
Endnu tidligere købte Sveriges championtræner for 220.000 kroner lot 12, en York Stutteri-fremstillet Juniper Tree-datter ud af af Gift From The Sea (Bernstein).
Hoppen er helsøster til Juniors tidligere svenske Kriteriumsvinder Two Eyed Jack og blev handlet til Stall Zada.
Søren Jensen købte for 360.000 kroner lot 27, den svenskfødte hingst Like A Star efter Appel Au Maitre ud af Lana Jolie (Whipper).
Hingsten, som Pernilla Nilsson havde sendt fra Krylbo til Hørsholm, kostede 360.000 kroner og blev købt på vegne af Jakob Dalhoffs Lokalebasen.dk.
Senere købte Lokalebasen.dk gennem Tina Mortensen også lot 92, en brun hingst efter Moohaajim (Cape Cross) ud af Coolcalmcollected (Acclamation) fra Stutteri Hjortebo til en pris på 185.000 kroner.
Søren Jensen har også fået en ny stor kunde i Peter Odoricos Odo ApS, der købte to lots for hver 200.000 kroner.
Først lot 42, en hoppe efter Appel Au Maitre ud af Nudetnok (Academy Award) fra Stutteri Hjortebo, og til allersidst på salget også lot 96, en brun hingst efter Zoffany (Dansili) ud af Dutch Diamond (Dutch Art) fra Stald Jupiter.
Niels Petersen kan se frem til at få et par nye hopper i træning fra Stall Trick Or Treat, der først købte lot 4, en irskfødt Mastercraftsman-halvsøster til den overlegne debutvinder Zunzina (Zoffany) for 240.000 kroner af York Stutteri, og siden lot 37, en Appel Au Maitre-datter ud af den vindende Oasis Dream-hoppe Monteille fra Stutteri Hjortebo.
Bent Olsen var som altid ganske aktiv i ringen og fik blandt flere indkøbte lotnumre hammerslaget på nummer 29, en brun hingst efter Pistachio (Unblest) ud af Loquita (Final Appearance).
Hingsten, der blev fremstillet af Bechmann Racing, er bl.a. helbror til den dobbelte Oaks-vinder Silverstone, og han kostede 150.000 kroner.
For 160.000 kroner sikrede Bent Olsen sig også lot 34, en Swipe-halvsøster til Mowerinavinderen Marshi (Adaay) fra Pernilla Nilsson, og for 120.000 kroner lot 47, en hingst efter Moohaajim ud af Prinsessen (Dutch Art) fra Berner Olsen.
Begge heste blev købt på vegne af Frank Hansens SVD A/S.
Lars Kelp stod for en enkelt handel i form af lot 60, en brun svenskopdrættet hoppe efter Areion (Big Shuffle) ud af den tyske hoppe Summertime (Sholokhov). Hoppen blev købt for 200.000 kroner fra Eva CS Pettersson.
Se de foreløbige auktionsresultater på YearlingSale.dk hér.
Flere fotos taget af Burt Seeger på Scandinavian Open Yearling Sale ses herunder: