500 roser, to millioner dollars og 150.000 tilskuere

Der findes ingen sportsbegivenhed på samme klassiske niveau som Kentucky Derby. I morgen, lørdag, rides løbet for 132. gang i historien – og det bliver foran 150.000 tilskuere på Churchill Downs i Louisville, Kentucky. Læg dertil de mange millioner TV-seere og dem der følger med online over internettet.


Kentucky Derby er et af Amerikas store forårstegn. Løbet rides altid den første lørdag i maj og kaldes populært for “The Run for the Roses”, idet ét af løbets mest kendte symboler er de røde roser i vindercirkelen.

Vinderen af Kentucky Derby får straks efter løbet overrakt en krans bestående af 500 røde roser. Kransen frysetørres og udstilles på The Kentucky Derby Museum, mens den vindende ejer selv beholder én af roserne og forsølver den.

Derbyweekenden i Kentucky er en folkefest uden sidestykke. “The Greatest Two Minutes in Sports”.

Siden 1949 har løbet været vist på direkte TV, og totalisatorspillet overstiger en milliard kroner. 60.000 af tilskuerne holder til på inderkredsen – langt fra den glamour man oplever på tribunen hvor skuespillere, sangere, entertainere og sportsstjerner nyder udsigten over Churchill Downs.

Livet på inderkredsen er mere en kombination af rock-festival og karneval, men fælles for begge steder er, at alle drikker “Mint Julep” – Derbyets egen drink igennem 100 år bestående af Bourbon, sukker, knust is og friske mynteblade.

Kentucky Derby går kl. 00.04 natten til søndag skandinavisk tid og sendes direkte på NBC. På www.kentuckyderby.com findes masser af informationer om både heste, historie, mennesker og traditioner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top