fbpx

150.000 og 300.000 SEK for efteranmeldelser til Sveriges Derbyserie

Svensk Galopp har, i tillæg til den tidligere offentliggørelse af de fremadrettede ændringer for Derby- og Oaks-serien, nu offentliggjort gebyrerne for efteranmeldelse i 2- og 3-årssæsonen. Alle nuværende åringer skal anmeldes senest den 15. december.


Både Red Cactus (herover) og årets svenske Derbyvinder Hard One To Please var indkøbt som Breeze Up-heste i foråret af 2-årsæssonen. Fremover er det slut med Breeze Up-anmeldelserne, men til gengæld kan både skandinaviske og internationale aktører efteranmelde helt frem til januar i 3-årssæsonen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Svensk Galopps bestyrelse mødtes den 14. november til en videre diskussion omkring ændringerne for Derby- og Oaks-serien, hvor man for at sikre udeblivelsen af de internationale auktionsselskabers Breeze Up-anmeldelser, i forvejen havde offentliggjort den nye deadline-dato i forhold til tidligere, hvor der blev anmeldt i marts i 2-årssæsonen.

Svensk Galopps bestyrelse har som målsætning, at Derbyserien skal forblive en vigtig løbsserie, som både skal bidrage til at løfte kvaliteten i sporten, og samtidig varetage udviklingen af den engelske fuldblodsrace i Sverige.

Svensk Galopp uddyber, at selve præmieprofilen i Derbyserien står foran en ændring, og at der grundet den korte tidsfrist før anmeldelserne skal ske den 15. december, lige nu arbejdes på højtryk for at have de nye propositioner klar hurtigst muligt.

Dét der dog ligger fast allerede nu er, at der som noget nyt kan efteranmeldes til Derby/Oaks-serien i både 2- og 3-årssæsonen, og at dette kan ske til en afgift på henholdsvis 150.000 og 300.000 svenske kronor.

Netop sidstnævnte bestemmelse er ikke faldet i god jord på de svenske stutterier, og som en umiddelbar konsekvens heraf, har Sveriges største opdrætter, Ivan Sjöberg på Rävdansens Stuteri, over weekenden bekendtgjort, at de tre avlshingste Barocci, Mustajeeb og Swipe fra 2023 udelukkende bedækker stutteriets egne hopper.

I et interview med Jockeyklubbens Robert Okpu lufter Finn Blichfeldt (Mr Ascot) også sin mening omkring efteranmeldelsessystemet – og det gør han ud fra sin vinkel som både svensk opdrætter og ivrig kunde på de internationale auktioner. Interviewet kan læses hér.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll til toppen