2000 Guineas Trial: Flemming Poulsens Woven Roving, der i sin sæsondebut slog Cut Legend, burde på papiret ikke være i stand til at true Bent Olsens Bellamont Forest i, der ligesom Woven Roving havde vundet i debuten.

Alligevel kunne Mystiko-sønnen med 2 længder afvise Bellamont Forest, der gik et fint optaktsløb til Petit Prix på den jydske derbydag d. 30. maj.
Både Woven Roving og Bellamont Forest er afgjort heste der hører til i toppen af Skandinaviens 3-åringer, hvilket kunne ses af hullet ned til de resterende del af feltet.
Her var det sæsondebuterende Seeland der trak det længste strå foran en ellers hårdt kæmpende Line Up.
Woven Rovings glade ejere, Kim Elsass (Stald Mosehøj) og Erik Olesen (Monofiber), ser ud til virkelig at få en spændende juni måned med henblik på både Woven Rovings favoritrolle i Guineas, og Dano-Masts chance i Dansk Derby.
Tre sejre til Bent Olsen
Bent Olsen kunne notere sig 3 dagssejre. Den første kom som bekendt med favoritten Farfrae.
Den næste var en noget større overraskelse, idet Porthos med Manuel Santos i sadlen efter et afventende ridt nåede forbi en længe førende Quick Sbrinz/Le Tølbøll. På tredjepladsen kom Northang/Kim Andersen, som afsluttede godt.
Bent Olsens tredje dagssejr var måske dagens største, idet hans hurtige sprinter Lord Lieutenant/Mark Larsen vandt Supersprint over 700 meter foran My Missile/Brian Wilson og megafavoritten Prime Match/Nicholas Cordrey.
Prime Match var på intet tidspunkt hægtet af, men han kom aldrig op i det gear han så mange gange før har vist – selvfølgelig gik Lord Lieutenant også et kanonløb, det bedste i hestens karriere, og både træner Bent Olsen og Mark Larsens glæde var virkelig stor ved sejren, der også forhindrede Prime Match i at slå Federicos rekord med 9 sejre i træk på Klampenborg.
Maidensejr til Eko Oriental
Eko Oriental, der er lillesøster til den klassiske vinder Eko Deauville, fik i sin fjerde start erobret sin første sejr i Get Ready Maidenløb over 1800 meter.
Ind på lige bane så det ellers ud til at Mark Larsen skulle tage sin femte dagssejr med Morrison, men Fernando Diaz på ryggen af Eko Oriental kunne trække afgørende fra midt i opløbet og vandt en sikker sejr.
Morning Star sikker vinder af araberløbet
Årets første araberløb gav sejr til Morning Star, som under Mark Larsen vandt en sikker sejr foran Garant og Sara Slot. På tredjepladsen fulgte Grande og Kim Andersen. Morning Star er i vinter kommet i træning hos norske Kristian Dannevig, der i 1999 har fået dansk trænerlicens – en flot start på karrieren i Danmark.
Farfrae fra start til mål
Bent Olsens 3-årige Farfrae var i sin Klampenborg-debut anden bag Skip Church.
Efter dette løb vandt Farfrae let, og denne gang fik Emarati-sønnen en flot revanche ved at vinde en meget let sejr foran sin svensktrænede konkurrent. Farfrae er i fin udvikling og bliver spændende at se mod de lidt bedre 3-årige heste.

























