fbpx

Wolfof Vancouver fra start til mål i Voter

For fjerde gang på 10 år sadlede Lennart J:r Reuterskiöld vinderen af Voterlöpning, og for andet år i træk gik sejren til danske Alice Weiste og John Christensens The JC Organization.


Voter-feltet på vej ind i det første sving med Wolfof Vancouver og Kingof Pharoahs forrest. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det blev en kendsgerning da canadiskopdrættede Wolfof Vancouver (Speightstown) førte fra start til mål og i hænderne på Jacob Johansen vendte formen fra sæsondebuten mod både Francisco Castros Pusjkin (Muhaarar) og Nina Lensviks Palm Springs (Juniper Tree).


Wolfof Vancouver og Jacob Johansen vinder Voterlöpning foran Pusjkin og Palm Springs. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Efter sin tredjeplads i sæsondebuten bag netop Pusjkin og Palm Springs var Wolfof Vancouver på sædvanlig Reuterskiöld J:r-manér forbedret med de fornødne længder da det gjaldt førstepræmiens halve million svenske kronor, og selv om begge konkurrenter kom faretruende tæt på ved indgangen til opløbet, fortsatte vinderen sit malende tempo hele vejen hjem og vandt til slut sikkert med lidt over en længde.


Jacob Johansen vinder Voterlöpning med Wolfof Vancouver. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Pusjkin fik akkurat presset sig foran Palm Springs til andenpladsen, mens No Lie (Camelot) blev fjerde før de sidste præmietagere Hey Brother (Hallucinate) og Kingof Pharoahs (American Pharoah).


Lennart J:r Reuterskiöld og ejerparret Alice Weiste og John Christensen tager imod Wolfof Vancouver og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det var Wolfof Vancouvers tredje karrieresejr i seks starter, og med Voter-triumfen i hus skød hestens samlede præmiesum sig op i godt trekvart million svenske kronor.

Den brune vallak debuterede på den svenske Derbydag i fjor og besejrede Reunion Island (Wootton Bassett) med hoved i Derby Day Maiden, hvorefter han sluttede anden bag samme konkurrent i Lambada Cup.


Jacob Johansen, Wolfof Vancouver og Lennart J:r Reuterskiöld på vej tilbage mod vinderområdet efter Voter-sejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Efter at have vundet let med fire længder over 1600 meter i starten af oktober, blev han henvist til andenpladsen i Skånelandlöpning af Wido Neuroths No Short Cuts (Will Take Charge).

Det var form, der skulle vise sig at holde vand.


Lennart J:r Reuterskiöld, Alice Weiste, John Christensen og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Siden Voterlöpning blev introduceret som det første ben i Jägersros “Dirt Triple Crown” er seks heste gået direkte videre til Derbysejren.

Senest i fjor, hvor Bullof Wall Street (Tapizar) leverede kunststykket for Wolfof Vancouvers ejere.

Lennart J:r Reuterskiöld har opnået bedriften med én af sine tre tidligere Voter-vindere – Hurricane Red (Hurricane Run).


Wolfof Vancouver som føl i USA i 2018. Foto: Jamie Railton.

Som navnet antyder er Wolfof Vancouver opdrættet i Canada. Han blev købt for 130,000 euro gennem Filip Zwicky Agency på Goffs Orby Sale i 2019, efter at have været handlet for 160,000 USD som føl på Keeneland af Jamie Railton.

Han er ud af den vindende Dynaformer-hoppe Lookalike, som er mor til tre øvrige vindere ud af lige så mange startende afkom i Japan og USA.


Wolfof Vancouver som åring i Irland i 2019. Foto: Jamie Railton.

Lookalike er selv ud af en vindende Mr Prospector-halvsøster til den dobbelte Gulfstream Park Handicap (G1)-vinder og avlshingst Behrens (Pleasant Colony).


WOLFOF VANCOUVER (CAN)
brun vallak 2018
v. Speightstown (Gone West)
1. mor Lookalike (Dynaformer)
2. mor Hard To Copy (Mr Prospector)
3. mor Hot Novel (Mari’s Book)
Søskende i Skandinavien: –
3. karrieresejr i 6 starter.
743.680 SEK.
Hcp.: 87 (efter sejren i Voterlöpning)
Ejer: The JC Organization ApS.
Træner: Lennart J:r Reuterskiöld.
Opdrætter: Anderson Farms Ontario Inc.
Købt for 130.000 euro (Filip Zwicky Agency) på Goffs Orby Sale i 2019.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top